Auschwitz-teenagers dagbog nu på museum

    hinnel1

    Anna Hinel, en polsk teenager, der boede i Warszawa under den tyske besættelse, skrev dagbog om sine oplevelser. Hun døde i Auschwitz i 1943. Foto: Auschwitz Museet.


    OSWIECIM: Museet i Auschwitz kan nu præsentere en original dagbog skrevet af Anna Hinel, en ung polsk Auschwitz-fange.


    En original dagbog skrevet af polske Anna Hinel under Anden Verdenskrig er blevet en del af Auschwitz-museets udstilling. Anna Hinel var teenager, da hun skrev dagbogen, der skildrer de hårde levevilkår under den tyske besættelse i Warszawa.

    Enestående dokument

    Anna Hinel (1924-1943) begyndte at skrive dagbog den 30. september 1939, altså i begyndelsen af Warszawas besættelse. I sin dagbog beskriver hun sine chokerende oplevelser, følelser og tanker. Dagbogen er et enestående dokument om den unge polske generation, der mistede sin ungdom.

    Død i Auschwitz

    Anna Hinel blev fængslet og tortureret i april 1942 på grund af illegal uddannelse. I november 1942 blev hun deporteret til Auschwitz, hvor hun døde den 19. marts 1943.

    Ukendt dagbog

    Mange år efter Annas død fandt hendes far tilfældigvis den ukendte dagbog, der lå skjult under et køkkengulv i familiens gamle lejlighed. Dagbogen blev første gang offentliggjort i 1980 under titlen Anna Maria. Originalen, der er en gave fra Anna Hinels familie, kan nu ses på museet i Auschwitz.