Den danske Flügger-koncerns domicil i Gdansk. Foto: Polens Ambassade.
GDANSK: Den danske farvekoncern Flügger flytter administrationen til Polen. Det betyder, at 70 af de danske og svenske stillinger bliver flyttet til Polen.
Dansk Flügger flytter administrationen til Polen, oplyser selskabet i en børsmeddelelse.
– Vi forventer mere effektive systemer og forretningsgange og lavere omkostninger med det nye Shared Service Center i Gdansk, siger Søren P. Olesen, direktør i Flügger, til Ritzau Finans.
– Det skal give os en bedre vækstposition i de kommende år, tilføjer han.
Flytningen forventes at reducere koncernens omkostninger med 20 millioner kroner om året.
Polske marked
Besparelserne kommer af, at lønningerne er lavere og kompetencerne konkurrencedygtige, skriver Flügger.
– Samtidig styrkes Polen yderligere som vækstbase i Flüggers internationale udvikling, da middelklassen vokser – i modsætning til Skandinavien, som er på vedligeholdelsesniveau, skriver koncernen, der har Polen som sit største marked uden for Skandinavien.
To års flytning
Servicecentret i Gdansk ventes at stå klar inden for to år. Samtidig med flytningen af administrative job til Polen, vil Flügger opruste med videnstunge stillinger i Danmark.
600 butikker
Flügger har over 200 forretninger i Danmark og mere end 600 sammenlagt i Danmark, Sverige, Norge, Polen, Island og Kina.