Danske ildsjæle hædret med polske medaljer

    polen_ambassadoer_hjemmevaern_polska

    Polens ambassadør Henryka Moscicka-Dendys (tv.) og forsvarsattaché oberst Dariusz Siekiera (th.) uddelte medaljer til de to danske hjemmeværnsfolk, kaptajn Thomas Rene Seloy og sergent Henrik Blinaa. Foto: Hasse Ferrold.


    KØBENHAVN: To danskere blev hædret med medaljer på Kastellet, da Den Polske Hærs Dag blev fejret.


    Kompagnichef for hjemmeværnskompagni Rosenborg, kaptajn Thomas Rene Seloy og sergent Henrik Blinaa, fik tirsdag De Polske Væbnede Styrkers bronzemedalje af den polske ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys.

    Dansk-polsk erindring

    Ambassadøren takkede de to danskere for deres initiativ og engagement gennem deres mangeårige bistand ved mindehøjtidelighederne for de ni polske piloter i britisk tjeneste, der styrtede ned med deres Royal Air Force fly i 1943, og som hvert år mindes ved en gudstjeneste i Slaglille Kirke på Sjælland.

    Dansk-polsk spionpar

    Takken gjaldt også højtidelighederne i Mindelunden i København, hvor det polsk-danske spion par Lone og Lucjan Maslocha ligger begravet, hun som den eneste kvinde, og han som den eneste udlænding i Mindelunden. De blev myrdet af Gestapo, få dage efter de blev gift i København.

    På dansk grund

    Den historiske fæstning Kastellet i København dannede rammen om arrangementet, der også var fejringen af Den Polske Hærs Dag. Polens ambassadør og forsvarsattaché oberst Dariusz Siekiera var værter for arrangementet.

    Siden 1992

    Den Polske Hærs Dag er blevet fejret i Polen siden 1992. Dagen fejres normalt den 15. august til minde om slaget ved Warszawa i 1920, hvor den polske hær trængte de sovjetiske styrker tilbage fra den polske hovedstad. Dagen fejres i Polen ved Den Ukendte Soldats Grav i Warszawa og med gudstjenester i hele landet.