Danske politikere til NATO-forsamling i Warszawa

    Nato_møde_Warszawa_13

    Politikere fra 28 NATO-medlemslande, delegerede og observatører fra partnerlande deltager i NATO-mødet i Polen. Foto: Polens Forsvar.


    WARSZAWA: Helge Adam Møller (K) og John Dyrby Paulsen (S) er Danmarks repræsentanter ved NATO’s parlamentariske forsamling, der er i gang i Polen.


    Bare en uge før NATO-topmødet i Lissabon med statslederne, er NATO’s parlamentariske forsamling i gang i den polske hovedstad. Mødet startede fredag og fortsætter frem til tirsdag.

    Den parlamentariske forsamling skal behandle generelle internationale sikkerhedsforhold, energisikkerhed, en strategi for Afghanistan, samt evaluering af femten års indsats på Balkan efter Dayton-aftalen.

    Artikel 5 vigtigst

    På pressekonferencen i forbindelse med åbningen, blev det understreget, at det vigtigste i NATO-samarbejdet er alliancens artikel 5, der garanterer gensidigt forsvar i tilfælde af et angreb på en medlemsstat.

    MF’ere fra Danmark

    Socialdemokraten John Dyrby Paulsen og den konservative Helge Adam Møller er Danmarks repræsentanter i Polen, som er repræsenteret af parlamentsformanden Grzegorz Schetyna, Senatets formand Bogdan Borusewicz, statsminister Donald Tusk og forsvarsminister Bogdan Klich.

    Afbud fra Fogh

    NATO’s generalsekretær, danskeren Anders Fogh Rasmussen, deltager ikke, og det er første gang at en NATO-generalsekretær ikke er med til den parlamentariske NATO forsamling. Afbuddet har affødt kritik i Polen, mens det officielle Polen har forståelse for, at Anders Fogh Rasmussen skal forberede NATO-topmødet i Lissabon i næste uge.

    NATO og Rusland

    Rusland/NATO samarbejdet blev debatteret fredag eftermiddag for lukkede døre.

    Formanden for NATO’s parlamentariske forsamling John Tanner, understregede, at NATO ikke er en trussel mod Rusland:

    – Det vigtigste ved disse bilaterale møder med russerne er, at vi med politiske og diplomatiske midler kan forsikre russerne om, at NATO ikke er en trussel mod Rusland, sagde John Tanner.

    Aldrig sige aldrig

    På et spørgsmål om hvorvidt Rusland kan blive optaget i NATO, henviste NATO-chefen til Javier Solana, der fik det samme spørgsmål i 1997, og svarede med ordene: Man skal aldrig sige aldrig.

    – Jeg tror, at det stadig er det rigtige svar, sagde NATO-chefen.