Valuta:100 PLN koster 173,43 DKK
Fredag 19 oktober 2018

En dag Szydlo og Polen aldrig glemmer

Beata Szydlo var centrum for en de mest hektiske dage i nyere polsk politik, da hun overlevede en tillidsafstemning og faldt på en anden. Det hele skete mens den internationale kritik haglede ned over Polen. Og i gaderne var der demonstrationer. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.
PolitikWARSZAWA: Tidligere statsminister Beata Szydlo var centrum i en af de mest hektiske dage i Polens nyere historie, der var med til at overdøve den nationale og internationale kritik.
Af: Jens Mørch
9. december 2017 - 11:34

Polens statsminister har trukket sig. Sådan lød det torsdag aften fra Lov og Retfærdighedspartiets (PiS) hovedkvarter i Warszawa. Meddelelsen kom fra en talskvinde for regeringspartiet efter et ledelsesmøde i partihovedkvarteret, hvor også den nye statsminister – vicestats-, finans- og udviklings-minister Mateusz Morawiecki blev udpeget. Handlingen skete ikke overfor præsidenten, som forfatningen ellers forskriver, men foran en gruppe ledende PiS-medlemmer. Det hele sat i scene af Polens stærke mand, regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) formand, Jaroslaw Kaczynski.

Hektisk dag

Det var nemlig et stort drama der udspillede sig i parlamentet torsdag, hvor de stærkt kontroversielle valglove, der tidligere blev ramt af veto fra præsident Andrzej Duda, blev behandlet. EU har advaret Polen mod at vedtage de nye love, men det skete alligevel. Det var også dagen, hvor alle vidste at Europas demokratiske vagthund, Venedig-kommissionen, ville komme med endnu en skrap fordømmelse af Polens demontering af demokratiet. Og dagen efter, at EU besluttede at indlede retssag mod blandt andet Polen i flygtningespørgsmålet.
Og ikke nok med det. Oppositionspartiet Borgernes Platform (PO) havde stillet en mistillidsdagsorden til statsministeren, som Beata Szydlo naturligvis vandt med flertallet fra Lov og Retfærdighedspartiet i ryggen. Men senere på dagen skiftede flere af de samme partimedlemmer holdning i spørgsmålet om tilliden til statsministeren. På et efterfølgende møde i PiS hovedkvarteret blev ledelsen tvunget til en Kaczynski-udtænkt afstemning, hvor medlemmerne skulle stemme for om de vil støtte den tredobbelte minister Mateusz Morawiecki som ny statsminister. 33 stemte for. To var imod – og en enkelte stemte blankt. Herefter kunne partikontoret, som under kommunismen i Polen, meddele at Polen har fået ny statsminister. Fredag klarede præsident Andrzej Duda så papirarbejdet i forhold til Polens forfatning.

Kæmpede for sin post

Beata Szydlo har ellers kæmpet indædt for sin post, men har de seneste måneder også vidst at ændringer i regeringen kunne være nødvendige, og at partiformand Jaroslaw Kaczynski skulle overtage posten som regeringsleder.
Derfor var det også en skuffelse for Szydlo at en anden end partiformanden fik posten. Og selv om det er Kaczynski der er Polens stærke mand, så var han alligevel ikke stærk nok til at overtale Szydlo til at blive næstformand for parlamentet, som han havde tænkt. Hun blev efterfølgende tilbudt en ministerpost indenfor det sociale område, men også her sagde Szydlo nej, tak.
Aftalen er nu blevet, at Beata Szydlo skal være vicestatsminister uden portefølje i den nye regering.

Ny EU-kommissær

At Kaczynski fortsat kan holde på Szydlo efter den reelle fyring som statsminister, hænger sammen med, at hun er Polens bud på en EU-kommissær, næste gang at Europa-Kommissionen skal sammensættes. At Kaczynski er ivrig efter at fastholde Szydlo, er i erkendelsen af at den tidligere statsminister tiltrækker mange middelklasse vælgere.

Kaczynski-tænkning

Det er Polens stærke mand, der står bag timingen af regeringsændringerne. Ved at gennemføre udskiftningen af statsministeren samme dag som en stærk kontroversiel lov vedtages, og samme dag som EU kommer med en sønderlemmende kritik af de demokratiske forhold i Polen, tager Kaczynski luften ud af historierne. Han undgår dermed stor international opmærksomhed om de kritisable forhold. Og noget tyder på, at det er lykkedes for Kaczynski. Det er kun få medier der har opmærksomheden rettet på den demokratiske kritik af Polen, da man nu er mere optaget af statsministerskiftet.

Ny mand på scenen

Et skiftet der uden tvivl vil betyde, at Polen får en statsminister der kan klare sig bedre på de internationale bonede gulve, og han har en solid økonomisk uddannelse og erfaring bag sig. Men trods disse fortrin, sker der næppe ændringer i regeringens politik og i udsigten til en løsning på konflikterne med EU. Det er stadig - som det også netop er bevist - Jaroslaw Kaczynski der er Polens stærke mand. Med Mateusz Morawiecki har han fået en mand der ikke har stærke relationer til det kaotiske PiS-partiapparat, og dermed er han en mand, der er nemmere at styre end Beata Szydlo, der er rodfæstet i PiS-partiet, og som står den polske præsident Andrzej Duda meget nær. Det var blandt andet hende der stod bag Andrzej Duda succesfulde valgkamp, der førte til hans valgsejr i 2015.

Ny regering?

Det er usikkert, hvornår den store regeringsrokade gennemføres, men det bliver næppe de første par dage. Tirsdag skal Mateusz Morawieckis mandat prøves i det polske parlament, og ifølge forfatningen har han derefter 14 dage til at sammensætte en ny regering. Men det bliver ikke nogen nem opgave. Der er stærke interne spændinger. Blandt andet mellem den nuværende forsvarsminister og udenrigsminister, der ønsker hinanden fjernet. Og den nuværende justitsminister har et meget anstrengt forhold til præsidenten, men han tilhører omvendt en gruppering i PiS, som PiS har brug for, hvis de skal holde sammen på det meget beskedne flertal de har i parlamentet. Men alt det og meget andet, behøver den nye regeringsleder Mateusz Morawiecki slet ikke tænke på. Det gør Kaczynski, og han er i gang. Det ventes at det bliver partiformanden, der sammensætter regeringen som det skete ved seneste regeringsdannelse.

Nogle iagttagere venter at regeringen udpeges i næste uge, mens andre mener at det først sker efter nytår af hensyn til julefreden, selv om også den handling vil være i strid med forfatningen…

LÆS MERE

Mest læste (Danmark)

Seneste

Mest læste (i dag)

Seneste

Polen

Vejret

I dag, 19. oktober 2018
18:00-00:00

Skyet

Skyet
12 °C

I dag, 19. oktober 2018
18:00-00:00

Skyfrit

Skyfrit
10 °C

I dag, 19. oktober 2018
18:00-00:00

Skyet

Skyet
15 °C

I dag, 19. oktober 2018
18:00-00:00

Opholdsvejr

Opholdsvejr
13 °C

I dag, 19. oktober 2018
18:00-00:00

Skyet

Skyet
14 °C