Europas journalister taler om frie medier i Gdansk

lech_walesa_oktober_2017_jens_moerch_polennu


GDANSK: International konference om frie medier ventes at samle 200 europæiske journalister. Konferencen gennemføres med støtte fra blandt andet Europarådet, Gdansk By og Pomorskie Regionen. Lech Walesa er blandt talerne.


De frie medier er under pres i Europa. Public service-begrebet er truet, og nye tiltag og indgreb fra regeringer i mange europæiske lande, har gjort livet surt for mange uafhængige medier der er udfordret. Det er baggrunden for en stor europæiske mediekonference i Gdansk. På konferencen kommer der også bud på, hvordan etik og selvregulering skal kunne give svar på den pressefrihed, som er så vigtig for vores demokratier, skriver arrangørerne.

Overgreb på journalister

Mord, fængslinger og overgreb på journalister kommer også i fokus på konferencen i februar, hvor blandt andre Matthew Caruana Galizia, søn af den brutalt myrdede Daphne Caruana Galizia på Malta er blandt talerne. Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa er også med på konferencen. I år fejrer han 35 året for tildelingen af Nobelprisen, som hans kone og søn modtog på hans vegne i 1983.

Stærke organisationer bag

Det europæiske journalistforbund (EFJ), Nordisk Journalistcenter (NJC), Europarådet, European Centre for Press and Media Freedom (ECPMF) International Press Institute (IPI) og European Solidarnosc Center (ECS) står bag arrangementet, der også får deltagelse af studerende fra universitet i Gdansk. Men blandt de nationale partnere er også de tre polske journalistforbund, der alle er medlem af det europæiske journalistforbund, der er repræsenteret i 70 lande. Gdansk By og Pomorski Region støtter arrangementer.

SE PROGRAM
Eksternt link: Free European Media

– Konferencen er først og fremmest europæisk, vi har ikke valgt Gdansk for at diskutere de polske problemer, selv om der også er en session der alene behandler Polen. Frie medier og public service-begrebet er under pres mange steder i Europa, ikke bare Polen, men også i blandt andet Tyskland, England, Ungarn, Rumænien, Tyrkiet og Rusland, siger Mogens Blicher Bjerregaard, der er formand for Europas journalister til polennu.dk.

Europas genforening

– Vi har valgt Gdansk, fordi byen har en stærk europæisk historie. Det var her Anden Verdenskrig begyndte 1. september 1939, og det var her den først sluttede for polakkernes vedkommende 50 år senere med de første frie valg og kommunismens generelle kollaps i Europa. Byen er et symbol for demokrati og Europas genforening, siger Bjerregaard.

SE TALERE
Eksternt link: Free European Media 2018

Medlemmer af journalistforbundene I de nordiske lande tilbydes en pakkerejse, som udover konferencen torsdag og fredag også omfatter ophold i Gdansk i weekenden. Det er rejsebureauet POLENGO der står for den del af konferencedeltagelsen. Medforfatter til bogen Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa om Solidarnosc og Lech Walesa og redaktør for polennu.dk Jens Mørch fortæller om Lech Walesa i den store udstilling om Solidarnosc i det nybyggede European Solidarnosc Center der danner rammen om arrangementet.

REJSE TIL GDANSK
Eksternt link: Nordisk Journalistcenter/GDANSK

Til de som ikke kan deltage, kan det oplyses at konference live-streames.


Free European Media