Politiet har indtil videre arresteret mere end 60 ballademagere i kølvandet på den polske pokalfinale. Foto: Legia Warszawa
WARSZAWA: Den polske regering vil have styr på ballademagerne inden EM i fodbold næste år.
De polske fodboldforbund PZPN har besluttet at sæsonens sidste kampe i den bedste fodboldrække, Ekstraklasa, bliver spillet uden tilskuere fra udeholdet.
Også i den næstbedste og den tredjebedste rækker kommer kampene til at foregå uden organiserede fangrupper fra det gæstende hold.
Møde med statsministeren
Beslutningen kommer efter, at lederne af de 16 klubber i Ekstraklasa har været til møde med statsminister Donald Tusk.
Han er dybt bekymret over de mange tilfælde af ballade og vold i forbindelse med fodboldkampe i Polen.
Ballade ved pokalfinale
Senest endte pokalfinalen 3. maj mellem Legia Warszawa og Lech Poznan i voldelige sammenstød mellem holigangrupper fra de to byer.
Efter mødet med fodboldlederne lagde Donald Tusk vægt på sikkerheden for almindelige, polske fodboldfans.
– Borgere, der betaler deres skat, skal kunne føle sig sikre i deres by, sagde han.
Sikkerhed ved EM
Fodboldforbundet fremhæver, at sikkerheden skal være på plads i god tid, inden Polen næste år skal arrangere Europamesterskaberne i fodbold i samarbejde med Ukraine.
Følg kampene på polennu.dk
Der er fire runder tilbage af Ekstraklasa. Følg kampene på polennu.dk