Fiskeriets andel af Polens BNP er i dag mindre end 0.1 procent. Den tidligere store statsejede polske fiskerflåde er nu stort set elimineret i takt med fiskeriets kollaps. Der fiskes stadig mindre i Polen: I 2004 blev der i havfiskeriet fanget 172.700 ton fisk til sammenligning med hhv. 405.200 og 220.500 tons i 1995 og 2000. Strukturen af fiskeriet har også ændret sig: i dag udgør Østersøfiskeriet 89 procent af havfiskeriet imod 32 procent i 1995.
Indlandsfiskeriet var i 2004 på 48.900 tons. Indlandsfiskeriet er domineret af karper og ørreder. Polen er en af de største karpeproducenter i Europa.
Fiskeriforarbejdningen foregik per ultimo 2004 på 323 fabrikker, hvoraf langt de fleste er små lokale enheder. Råvaregrundlaget for de polske fiskeribearbejdningsfabrikker består af fisk fra Østersøen, importerede fisk og import af halvfabrikata. Man forventer at både produktionen og omsætninger på fiskeforarbejdningsfabrikkerne vil stige i 2006.
Danske virksomheder har, bl.a. repræsenteret ved Royal Greenland, etableret produktion i Polen. Produktionsværdien udgjorde i 2004 2,6 mia. PLN, baseret på en samlet mængde på 290.000 tons. Dette udgør en stigning på 5,3 procent i tonnage og 13 procent i værdi i forhold til 2003.
Kilde: Det danske Udenrigsministeriums Eksportguide
Gdansk
Katowice
Krakow
Poznan
Warszawa