Det er især de unge under 35 år, der overvejer at forlade Polen for at arbejde. Foto: Martin Bager, polennu.dk.
WARSZAWA: Antallet af polakker, der overvejer at rejse ud af landet for at arbejde, er steget siden sidste år.
Fire millioner polakker overvejer at rejse til et andet land for at finde arbejde. Det svarer til 19 procent af den polske arbejdsstyrke, og det tal er 4 procent højere end i samme undersøgelse sidste år.
Det fremgår af rapporten “Polakkernes arbejdsemigration”, der er lavet af firmaet Work Service.
Halvanden million planlægger rejse
Af de fire millioner, der overvejer at rejse, har halvanden million allerede planlagt, at de vil rejse ud inden for det kommende år, oplyser rapporten.
Det er især unge polakker fra mindre byer eller fra landet og med lavere uddannelse, der ønsker at rejse.
Velfærdsydelser ikke afgørende
Begrænsningerne i velfærdsydelser til vandrende arbejdstagere i EU ser ikke ud til at påvirke polakkernes ønsker om at rejse ud. 73 procent siger, at begrænsningerne i velfærdsydelser ikke påvirker deres ønsker om at rejse ud.
Ønsker højere løn og oplevelser
Næsten fire ud af fem – 79 procent – siger, at de ønsker at rejse for at få en højere løn, end de kan få i Polen. Tre ud af fem – eller 59 procent – angiver den højere levestandard i andre lande som en årsag til at rejse.
Næsten hver anden – 44 procent – siger, at ønsket om at se verden er medvirkende til, at de ønsker at rejse ud.
Skillelinje på 2.400 zloty
For de polakker, der har arbejde, ser der ud til at være en skillelinje på 2.400 zloty som månedsløn i forhold til, om de ønsker at rejse ud af landet, siger en af forskerne bag undersøgelsen Krzysztof Inglot fra Work Service.
Tyskland trækker mest
Tyskland er det land, som flest foretrækker at rejse til for at finde arbejde, nemlig 34 procent. 18 procent ønsker at rejse til Storbritannien, mens 6 procent foretrækker Spanien og 5 procent Holland.