I forvejen har Flügger over 40 butikker i Polen. Nu etablerer koncernen også produktion. Foto: Invest in Poland.
GDANSK: Næste år begynder den danske Flügger-koncern at producere tapet på ny fabrik i Polen med 175 ansatte.
Med åbningen af en tapetfabrik nær Gdansk indleder den danske Flüggerkoncern nu produktion i Polen.
Flügger har i for vejen åbnet omkring 40 butikker i Polen, siden selskabet i 2000 for alvor begyndte at satse på at sælge malervarer i landet.
Regionalt center
Ud over produktion af tapet indeholder de nye bygninger i Gdansk-Kokosze også et lager, teknisk service og administration, samt et uddannelsescenter.
Bygningen bliver på i alt 7.500 kvadretmeter.
Flüggers investering er del af en langsigtet strategi, der skal gøre Polen til centrum for koncernens aktiviteter i Øst og Centraleuropa.
175 jobs
Lageret skal fungere som logistikcenter for hele regionen og skal desuden betjene Skadinavien. Produktion begynder i foråret 2010.
De nye faciliteter vil i alt få omkring 175 medarbejdere.
EU har ydet et tilskud på 40 procent af investeringen, der i første fase er budgetteret til omkring 100 millioner kroner.