Det er Polens tidligere præsident Lech Walesa der har fået opkaldt lufthavnen i Gdansk efter sig. Den nu 72-årige pensionist er stadig en aktiv debattør, og har kontor i det nye European Solidarnosc Center i Gdansk ved det berømte skibsværft, hvor den polske frihedsbevægelse Solidarnosc blev dannet. Her ses han i pilot-kostume ved indvielsen af den nye afgangsterminal sammen med blandt andet byens borgmester. Arkivfoto.
GDANSK: Lech Walesa lufthavnen har rundet den første million rejsende i år til og fra byen – og det er ny rekord.
I april havde Lech Walesa lufthavnen i Gdansk 305.723 rejsende, og det er en stigning på 5,2 procent i forhold til året før.
Ny rekord
Siden begyndelsen af året har lufthavn nu håndteret 1.087.409 passagerer, hvilket er en stigning på 9 procent i forhold til samme periode i 2015 og ny rekord.
– Vi regner med at nå vores mål om fire millioner rejsende i år, siger direktøren for lufthavnen Tomasz Kloskowski. Det er især nye Ryanair ruter og nye ukrainske muligheder, der giver ekstra optimisme oven i de i forvejen positive forventninger, oplyser direktøren. Lufthavnen blev udvidet med ny terminal i 2012, og igen i 2014 hvor der også blev genetableret en jernbaneforbindelse til Gdansk centrum.
For danskere
Lech Walesa lufthavnen har daglige forbindelser til København med SAS, og lavprisruter til Billund/Legoland og Malmø/Sturup med Wizz Air.