Hotel Bristol er ikke Polens bedste hotel uden grund

    Hotel_Bristol_Warsaw_Warszawa_poland_polen_maja_g

    Hotel Bristol blev indviet første gang i 1901 ved siden af præsidentpaladset i Polen. Se billeder fra hotellet i fotogalleriet fra vores besøg på det historiske hotel. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.


    WARSZAWA: Vi har besøgt Polens bedste hotel 2013, og forstår til fulde hvorfor det historiske hotel ved præsidentpaladset har fået titlen.


    Lad det være sagt med det samme. Hotelstandarden i Polen er generelt meget høj, og højere end vi danskere er vant til hjemmefra. Men i den polske hovedstad findes et hotel, der selv i polsk målestok, er i en klasse helt for sig – og det er da også, og ikke uden grund, blevet kåret som Polens bedste hotel i 2013.

    Præsidenten som nabo

    Navnet er Hotel Bristol. Stedet er Nowy Swiat – Polens dyreste gade, og naboen er præsidentens palads.
    Polennu.dk har besøgt hotellet, og lad os bare slå fast: Det var en oplevelse i en klasse for sig. Vi har oplevet mange gode hoteller i Polen – og af meget høj standard, men Hotel Bristol stikker bare alt, og er absolut et besøg eller flere værd, hvis man er til overdådig luksus og forkælelse.

    Luksus fra lufthavn

    Skal man besøge Hotel Bristol er der tænkt på det hele fra starten. Sådan var det, da polennu.dks udsendte skulle besøge det historiske hotel. Allerede i Chopin lufthavnen stod hotellets limousine klar med åbne døre, og rede til at køre os de 20 minutter, det tog den dag at komme fra lufthavnen og ind i hjertet af Warszawa.

    Kongeruten

    Hotel Bristol ligger ved den berømte Kongerute ved præsidentpaladset, det nationale teater og Operahuset. Få hundrede meter længere væk ligger også Kongeslottet, og så er man tæt på torvet i den gamle bydel i Warszawa. Bydelen blev næsten udslettet under Anden Verdenskrig, men genopbygget som den stod før krigen begyndte i 1939. Efter Anden Verdenskrig var Hotel Bristol en af de eneste bygninger i Warszawa der ikke var ødelagt, ikke mindst fordi de nazistiske besættere boede på hotellet.

    Indviet i 1901

    Hotel Bristol har siden indvielsen i 1901 været tæt forbundet med den polske historie, og det var da også her, at det første regeringsmøde blev holdt, efter Polen fik sin selvstændighed tilbage efter Første Verdenskrig. Lige fra den første tanke om hotellet i slutningen af 1800-tallet, var det meningen, at Hotel Bristol skulle have internationale topledere og diplomater som sine gæster, for at vise datidens polske storhed og rigdom frem.

    38 suiter

    Hotel Bristol har 168 værelser og ikke mindre end 38 suiter, og ingen af suiterne er ens. Værelserne er alle store og rummelige og kan findes i størrelser fra 24 til 58 m2. En juniorsuite er på mellem 40 og 50 m2, en almindelig suite er mellem 52 og 58 m2, mens luksussuiten er på 92 m2. Den fineste suite, Paderewski suiten, er i smuk gammel klassisk stil med soveværelse og spisestue – suiten er på i alt 106 m2. Nogle af værelserne og suiterne er supermoderne, mens andre fremstår i århundrede gammel klassisk stil, men fremstår som nyt. Der er mange franske døre på hotellet, ligesom mange af suiterne og værelserne er forsynet med egen balkon. Det kan være en stor fordel for et hotel, der ikke tillader rygning indendørs. Til rygere kan såvel balkoner som den smukke gårdhave og udendørsbaren ud til gaden, anbefales.

    Flere restauranter

    Hotel Bristol har flere restauranter på et meget højt niveau, hvor man kan få et stort udvalg af polske og internationale retter. Den store morgenbuffet er en oplevelser for sig, her er bare alt hvad man kan forestille sig til et godt morgenbord, uanset hvad land man kommer fra. Og naturligvis har Hotel Bristol også sin egen æggekok, til at tilberede friske omeletter og andre æggeretter. Det kan også anbefales, at få maden serveret på værelset – eller i suiten.

    Hyggelig atmosfære

    Når maden er indtaget i en af restauranter er der flere barer der holder åbent på Hotel Bristol. I den store indendørs bar sørger en dygtig hyggepianist for stemningen, ligesom man kan gå i den særdeles veludrustede vinbar med de fineste vine fra hele verden – eller en tur i den hyggelige og intime gårdhave.

    Priser fra 799 zloty

    Priserne på hoteller i Polen varierer meget fra årstid til årstid, på samme niveau og måde som priserne på sommerhuse ved den danske vesterhavskyst gør det. Men i september, som kan betegnes som mellemsæson, kan det billigste værelse på Hotel Bristol fås for to personer til 799 zloty, en juniorsuite kan fås for 1.200 zloty for en nat. En suite koster 1.300 zloty, mens den i de luxe udgaven koster 6.000 zloty pr. nat. Men priserne er uden morgenmad.

    Dyreste suite

    Den dyreste suite, Paderewski suiten, koster i øjeblikket 9.000 zloty for en nat for to personer. Men så er det også inklusiv fri internet og morgenmad – enten på sengen eller i en af hotellets gode og overdådige restauranter.

    De kendtes hotel

    Mange prominente mennesker har tjekket ind på Hotel Bristol gennem tiderne. Polennu.dk er i besiddelse af en 16 sider lang liste med kendte mennesker fra hele verden, der har boet på hotellet. Listen er tætskreven og indeholder utallige internationale politiker, kunstnere, sportsfolk, kongelige, forretningsfolk og mange andre. Blandt gæsterne gennem tiderne finder man navne som Edward Grieg, Jozef Pilsudski, Karol Szymanowski, Marlene Dietrich, Charles de Gaulle, John F. Kennedy, Sophie Lorren, Woody Allen, Ray Charles, Chaplin, Richard Nixon, Willy Brandt, Margaret Thatcher, Mick Jagger, Jackie Onassis, Maja G, Michael Jackson, Bill Gates, Al Gore, Helmut Kohl, Joe Cocker, Bob Dylan, prinsesse Benedikte, Claudia Schiffer, prins Charles, Dalai Lama, Angela Merkel og mange, mange flere. Også danske Uffe Ellemann-Jensen har boet på hotellet. Under EM slutrunden i 2012 i fodbold, boede det russiske landshold på Hotel Bristol.

    Genfødsel i 1992

    Da Sovjetunionen indtog Polen efter Anden Verdenskrig, blev hotellets drift overdraget til rejsebureauet Orbis og Warszawa Turist Organisation, som drev Hotel Bristol videre i den oprindelige ånd. Men i 1980 ændrede det sig, og hotellet blev ikke vedligeholdt, og der kom ændringer i ledelsen. Hotellet forfaldt. Selv om mange fine internationale gæster overnattede på hotellet, så var det i en standard der var langt fra fortidens storhed, og langt fra nutidens overflødighedshorn af luksus. Først i 1992 blev Hotel Bristol, efter års ombygning og restaurering, genindviet til det tidligere så høje niveau. Det var den britiske premiereminister Margaret Thatcher der klippede den røde snor.

    Cafe Bristol

    Ikke bare hotellet er i en klasse for sig. Også den tilstødende Cafe Bristol – med egen indgang – er berømt internationalt for sine særprægede og meget lækre kager, og et yndet udflugtsmål for polakker. Kagerne i Cafe Bristol blev også testet, da vi var forbi – af en ekspert – og igen kan man konstatere at kvaliteten er i top, som alt andet på det imponerende hotel. Hvis Hotel Bristol er for stor en udskrivning, kan et besøg på Cafe Bristol være en god trøst.

    Ikke plads til det hele

    Det er ikke muligt for os, på denne beskedne plads, at opremse alle de detaljer der gør Hotel Bristol til noget ganske særligt, men du kan finde flere oplysninger i billedteksterne i vort omfattende billedarkiv fra hotellet, lige som man kan hente flere informationer på hotellets hjemmeside, som der er link til her under.

    SE BILLEDER
    polennu.dk: Hotel Bristol (44 fotos).

    Anbefaling

    Hvis POLENNU.DK KOM FORBI havde indført et stjerne-rating system, så ville vi give Hotel Bristol det maksimale antal stjerner – og lidt til. Ikke bare hotellet er enestående, men den service og opmærksomhed der udvises fra personalets side – fra stuepige, bartender, receptionist til direktør – er enestående og forbilledlig.

    Der er mange gode grunde til, at netop Hotel Bristol er udpeget af turistbranchen som Polens bedste hotel 2013.
    Og de er helt indlysende…..

    Jens Mørch, redaktør

    LÆS MERE
    Eksternt link: Hotel Bristol, Warszawa