Ingen løfter fra statsminister til danske virksomheder

    polen_statsminister_hasse_ferrold_polennu

    Polens statsminister Beata Szydlo var på lynvisit i København fredag, og besøgte sin kollega Lars Løkke Rasmussen, havde møde med sytten danske virksomheder hos Dansk Industri og var på Polens ambassade for at hilse på polakker i Danmark. Foto: Hasse Ferrold.


    KØBENHAVN: Polens statsminister lyttede til de danske virksomheders problemer i Polen, men der blev ikke givet nogen løfter.


    Polens statsminister Beata Szydlo besøgte fredag Dansk Industri for at tale om dansk-polsk samhandel. Det blev til en timelang rundbordssamtale med den polske delegation og repræsentanter for 17 store danske virksomheder.

    LÆS OGSÅ
    polennu.dk: Polens statsminister besøger Lars Løkke

    – Polen er et vigtigt marked for danske virksomheder, og de har gode erfaringer fra landet. Men der er også behov for større stabilitet og forudsigelighed for de danske virksomheder, og det budskab afleverede jeg og en række virksomheder i dag til den polske premierminister Beata Szydlo, sagde direktør Thomas Bustrup, Dansk Industri (DI) fredag.

    50.000 arbejdspladser

    Nogle af knasterne i handelssamarbejdet mellem Danmark og Polen er de danske virksomheders vilkår på markedet i Polen – de såkaldte rammevilkår. For danske Vestas har nye regler om placering af vindmøller betydet et markant fald i salget af danske vindmøller, og flere danske virksomheder arbejder indenfor områder, som den nye polske regering vil holde på polske hænder.

    Kendt problem

    Spørgsmålet blev allerede rejst, da statsminister Lars Løkke Rasmussen var hos sin kollega i Polen i april sidste år, uden at der endnu er fundet en løsning.

    Lars Løkke Rasmussen sagde på et møde fredag i Statsministeriet at samhandlen mellem Polen og Danmark skal styrkes, men at det skal ske på almindelige frie og lige markedsvilkår, og med de værdier der binder demokratiske lande sammen, herunder også forfatninger, sagde den danske statsminister ved mødet med henvisning til Polens demokratiske krise. Det skønnes at danske virksomheder beskæftiger cirka 50.000 medarbejdere i Polen.

    Fald i investeringer

    Polens statsminister lyttede til de danske ønsker, og i Statsministeriet sagde Beata Szydlo at hun så frem til mødet med Dansk Industri, dels for at skabe grobund for polske investeringer i Danmark, men også for at tiltrække danske investeringer til Polen. Investeringerne i Polen faldt sidste år med 7,9 procent, efter flere år med uafbrudt vækst. Mange virksomheder holder deres investeringer i Polen tilbage på grund af de ustabile politiske situation i landet, og uden sikre rammevilkår vil danske virksomheder søge nye markeder at satse på i Central og Østeuropa.

    Klare udfordringer

    – Der er klare udfordringer med vindmarkedets rammevilkår i Polen. Jeg er glad for, vi i dag fik mulighed for at drøfte situationen med premierministeren og centrale aktører fra det polske energiministerium, sagde Morten Dyrholm, Vestas fredag.

    Minister vil gå langt

    Thomas Bustrup oplevede, at den polske premierminister var lydhør overfor de danske virksomheder.

    – Det er mit indtryk at premierministeren vil gå langt for at fastholde og udvikle de rammebetingelser, som danske virksomheder mødes med i Polen, og vi ser frem til, at de kommercielle relationer mellem Danmark og Polen vil vokse i de kommende år, siger Thomas Bustrup.

    LÆS MERE
    polennu.dk: Markedsinfo om Polen 2017 (Dansk Industri)