Piotr Krasko tog mandag afsked med seerne efter 25 år hos TVP. Arkivfoto.
WARSZAWA: To kendte journalister er blevet sagt op på polsk public-service TV, efter at regeringen i Polen fredag udskiftede ledelsen med en viceminister fra regeringen.
Journalist og nyhedsoplæser Piotr Krasko tog mandag afsked med seerne på Twitter efter at være blevet fyret fra polsk public-service TV – TVP.
– 25 år på TVP, 12 på “Nyhederne”, 11 valgaftener, 2 konklaver, et par krige, orkaner og jordskælv, tusindvis af ualmindelige og almindelige menneskelige historier, tragiske og morsomme hændelser, hundredevis af fantastiske møder med mennesker – lykken at arbejde sammen med et fantastisk team, 14 direktører, nummer 15 blev den sidste. Mange, mange tak for nogle fantastiske år, hav det godt og på gensyn:), skrev Piotr Krasko mandag på sin Twitter profil.
Politisk ledelse udnævnt fredag
Krasko forlader sammen med sin kollega Karolina Lewicka TVP, efter at Jacek Kurski fredag blev udpeget til direktør for TVP. Kurski, var indtil fredag vicekulturminister i Polens nyvalgte regering.
Ny medielov
Udpegelsen af TVPs ny direktør skete på baggrund af en ny medielov, der er vedtaget af Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) og som har givet Polens skatteminister ret til at udpege ledelsen for TVP og Polsk Radio. Den ny lov fik lørdag demonstranter på gaderne i 20 polske byer.
Regeringen har sagt, at medieloven skal modvirke den venstredrejning, der er sket i de polske public-service medier under den forrige regering.
Journalister udpeget før valget
Allerede før parlamentsvalget i oktober udpegede Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) flere journalister, som de ville have væk fra skærmen på polsk public-service TV, hvis de kom til magten.
– Vælgere har fortalt mig, at de har fået nok af Tomasz Lis, Beata Tadla og Piotr Krasko. De kalder dem funktionærer for magthaverne, sagde Krzysztof Czabanski til internetportalen niezalezna.pl før valget. Czabanski i dag vicekulturminister i Polens ny regering.
Chefredaktør for ugebladet Newsweek Polska, Tomasz Lis, der siden 2008 har haft sit eget politiske talkshow på TVP2, er allerede blevet fjernet fra sendefladen før medieloven trådte i kraft.