Lech Kaczynski får sin egen vej i Chicago

    Polens tidligere præsident, Lech Kaczynski, får nu opkaldt en vej efter sig i Chicago. Arkivfoto.


    CHICAGO: Polens afdøde præsident Lech Kaczynski får opkaldt en vej efter sig i Chicago, har bystyret besluttet.


    Polens tidligere præsident, Lech Kaczynski, får nu opkaldt en vej efter sig i Chicago.

    Den 11. november kl. 13.00, på den polske uafhængighedsdag, bliver gaden afsløret ved en ceremoni.

    Det er en strækning af North Central Avenue mellem Melrose og Barry i Chicago der får nyt navn.

    Polsk deltagelse

    Ceremonien vil blive overværet af Kaczynskis familie, repræsentanter for Lov og Retfærdighedspartiet, formanden for polakkerne i USA, kongresmedlemmer og andre amerikanske politikere.

    Lokalt initiativ

    Forslaget om at opkalde en vej efter den afdøde polske præsident, er kommet i stand på initiativ af to lokalpolitikere i Chicago, Ariel Reboyras og Thomas Allen, der har opnået bystyrets opbakning til ideen.

    Syv procent

    Chicago er en af de byer uden for Polen, hvor der bor flest polakker. Syv procent af indbyggerne i byen er polakker.

    Præsident Lech Kaczynski omkom sammen med 95 andre ved en flyulykke ved Smolensk den 10. april.