WARSZAWA: Et nyt lovforslag der har samlet 200.000 underskrifter, skal gøre LGBT-optog og andre relaterede event forbudt ved lov.
Når medlemmer af det polske parlament samles igen – formentlig i næste uge – så skal de tage stilling til et borgerforslag, der kræver et totalforbud mod LGBT-event, herunder parader i Polen. Lovforslaget bærer det meget enkle navn: Stop LGBT.
Lovforslaget forbyder alle offentlige sammenkomster, der fremmer ikke-heteroseksuelle retninger. I forvejen er Polen det land i Europa, hvor LGBT-personer har det værst, juridisk og socialt.
Kirken med
Initiativet har samlet 200.000 underskrifter, og er inspireret af regeringspartiets anti-LGBT-kampagner og LGBT-frie zoner. Flere ærkebiskopper har bistået med underskriftindsamlingen, men det er ikke regeringspartiet eller Forenet Højre, der har taget initiativet til Stop LGBT-loven.
Kaczynski: Kan ende som Irland
Regeringspartiets formand Jarosław Kaczyński sagde dog i september, at hvis ikke Polen kæmper for at beskytte sine værdier, kan det gå som i Irland der er blevet “en katolsk ørken der er forpestet med LGBT-ideologi”.
Regeringspartiet har ikke reageret officielt på forslaget, der formentlig kan give anledning til ny uro i regeringskoalitionen, ovenpå de omfattende abort-protester der har været i gang hver dag siden den 22. oktober.
Et nyt drama kan være under opsejling i Polen med det nye Stop LGBT-forslag.