Millioner af polske kvinder strejkede mod abortlov

polish_woman_strike_copenhagen_polske_kvinder_abort_lov_jens_moerch_ambassade

I København protesterede over hundrede polske kvinder mod ny abortlov foran Polens ambassade i Hellerup. I de polske byer trodsede millioner af polakker den silende regn, for at sige fra overfor regeringens planer om ny og strammere abortlovgivning. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


WARSZAWA: Trods silende regn strejkede millioner af polske kvinder mandag og gik i protestmarch mod ny abortlov. Polens regering er presset.


Millioner af polakker trodsede mandag kraftige regnbyger, og gjorde flere polske byer ufremkommelige. De polske kvinder – og mænd – var klædt i sort i protest over det polske parlaments første behandling af et forslag til en ny abortlov.

U-land

I forvejen har Polen en af Europas mest restriktive abortlove, og de yderligere stramninger vil bringe Polen på niveau med underudviklede lande i blandt andet Afrika, skriver flere polske medier.

Overalt i verden

Men det var ikke alene i Polen der blev demonstreret i sort. Det skete overalt i verden, især i byer med mange polakker. Der var også demonstration i Danmark, blandt andet foran Polens ambassade i Hellerup.

LÆS MERE
polennu.dk: Kvinder strejker i protest over ny abortlov

Politi greb ind

Cirka hundrede demonstranter var samlet foran Polens ambassade, og de råbte slagord mod ambassaden og talte med nysgerrige medier. På et tidspunkt var der samlet så mange mennesker i sort på den ellers så stille villavej, at politiet måtte gribe ind og flytte rundt på demonstranterne.

Fra stenalderen

En af de sorte polske kvinder i Hellerup sagde til vor udsendte:

– Jeg har ikke villet blandet mig i politik før, men når de laver så vanvittig en stenalderlovgivning, så må vi på barrikaderne. Det her er simpelthen for åndssvagt, sagde den sorte polske kvinde.

Over tusinde underskrifter

Initiativtageren til demonstration i Danmark, Katarzyna Szczygiel, siger til polennu.dk, at der blev indsamlet næsten tusinde underskrifter, som blev afleveret på ambassaden mandag eftermiddag. Den polske ambassadør Henryka Moscicka-Dendys er på ferie, og kunne ikke tage imod demonstranterne og underskrifterne selv.

SE BILLEDER
polennu.dk: Demonstration mod abortlov i København

Bombe for regeringen

Omfanget af protesterne kan vise sig at blive en bombe under regeringspartiet, Lov og Retfærdighed (PiS) der i forvejen kæmper med stigende nationale og international kritik. Ikke alene på grund af det rabiate forslag til ny abortlov, men også på grund af fiflerier med det demokratiske fundament i Polen m.h.t. domstole, medier og politi. De mange og omfattende protester over abortloven er formentlig også kommet helt bag på regeringspartiet. I denne sag, har regeringen kun opbakning fra hver tiende polak.

Bad timing

De mange protester kommer ubelejligt for PiS. Nu havde partiet og regeringen lige haft en stor succes med en ny reform 500+, der sikre børnefamilierne et kontant tilskud fra barn nummer to på 500 zloty om måneden. Og så kommer sagen om abort, der har fået 75 procent af polakkerne til at tage afstand fra flertallet i parlamentet. Det er da heller ikke den kontroversielle Lov og Retfærdigheds regering, der har valgt tidspunktet for reformen.

Stop Abort

Den katolske abortbevægelse: Stop Abort, havde indsamlet over de 100.000 underskrifter der skal til, for at tvinge det polske parlament til at tage et lovforslag op til behandling. Det har Stop Abort gjort, og PiS havde for længst lovet at støtte forslaget.

SE OGSÅ
dr.dk: Polske kvinder i sort strejke mod abortforbud

Ti procent af polakkerne

Mange af partiets medlemmer er stærkt katolske og deler holdningen om abortforbud, men det er kun ti procent af polakkerne der støtter regeringen i denne sag. Men regeringschefen Beata Szydlo ved godt at det er en svær sag. Derfor har partimedlemmer af PiS også fået undtagelsesvis lov til at stemme efter egen overbevisning.

Sorte protester

Protesterne over regeringens abortlov er omfattende, og de vil formentlig fortsætte, og overskygge andre debatter i Polen i lang tid. Intet tyder på at de polske kvinder giver op. Det kan være et spørgsmål om tid, før den polske regering bliver tvunget til at gøre det.

Debat i Europa-Parlamentet

Onsdag er der debat i Europa-Parlamentet om den nye polske abortlov, og de sorte kvinder i Polen vil nu indsamle 1 million underskrifter, der skal til for at en EU-lov kan behandles. En lov der vil kunne ophæve den polske abortlov.