Hvordan holdes erindringen om udryddelses-lejren Auschwitz i live? Det er temaet for en minde-aften i det jødiske kulturcenter i København. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.
KØBENHAVN: Polens ambassade og polske jøder i Danmark inviterer til en minde-aften om den tysk opførte nazistiske udryddelseslejr Auschwitz.
Hold Erindringen i Live – Hvad Skete der i Auschwitz. Det er titlen på en minde-aften med film og foredrag, som Polens ambassade og Forbundet for Polske Jøder i Danmark inviterer til den 2. marts.
Foredrag og film
Aftenen vil blandt andet byde på to korte film, hvor den ene blev lavet i anledning af 70-året for befrielsen af udryddelses-lejren Auschwitz-Birkenau, mens den anden fortæller om opgaven med at bevare lejren for eftertiden.
Imellem filmene vil bestyrelsesformand for Auschwitz-Birkenau Fondet Anna Miszewska holde et foredrag om, hvad der skete i lejren, og hvordan man kan holde erindringen om udryddelseslejren i live i dag.
Jødisk kulturcenter
Det er det jødiske kulturcenter på Krystalgade 12 i København, der lægger hus til minde-aftenen, der holdes den 2. marts klokken 18.
Deltagelse i minde-aftenen kræver tilmelding til Polens ambassade på mail polemb.copenhagen@msz.gov.pl.
Mindst 1,1 million slået ihjel
Lejren Auschitz-Birkenau var den største og mest kendte lejr i Nazi-tysklands store net af konzentrations- og udryddelseslejre, som blev anvendt til at slå millioner af jøder, romaer, polakker og andre udråbte fjender af Nazi-tyskland ihjel under Anden Verdenskrig.
Mindst 1,1 millioner mennesker mistede livet alene i Auschwitz, hvoraf flertallet var jøder og polakker.