NATO generalsekretær på officielt besøg i Polen

    NATO-chef Anders Fogh Rasmussen blev modtaget af den polske forsvarsminister Bogdan Klich, da han i går ankom til Polens hovedstad på et to dages officielt besøg. Foto: NATO.


    WARSZAWA: NATO-chef Anders Fogh Rasmussen er landet i Polen, for at debattere alliancens fremtid på en international konference.


    Danmarks tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, kom i går til Polen for at tale om NATO’s forandringer på en international konference og med den polske regering, oplyser NATO.

    I to dage er den polske hovedstad centrum for debatten om NATO’s nye strategiske koncept, der, når det er vedtaget af alle medlemslandene, vil forme alliancens fremtid.

    NATO konference

    NATO-chefen Anders Fogh Rasmussen indledte sit første officielle besøg i Polen som generalsekretær i NATO med at deltage i den internationale konference ’NATO’s nye strategiske koncept – Globale, transatlantiske og regionale udfordringer og opgaver’.

    Konferencen gennemføres på Kongeslottet i Warszawa, hvor også den polske udenrigsminister, forsvarsminister og medlemmer af NATO’s ekspertgruppe for strategiske koncepter, samt en række internationale fagfolk, akademikere og repræsentanter for medierne, deltager.

    Konferencens deltagere vil drøftede den nye sikkerhedspolitiske situation i Central-og Østeuropa set i relation til NATO.

    Mobile enheder

    I sin tale, skitserede generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sin vision om det territoriale forsvar af NATO-landene. Han understregede, at mens NATO’s vigtigste opgave stadig er at forsvare vore områder og vores befolkninger, så er betydningen af det internationale territoriale forsvar konstant under forandring.

    – Vi har brug for mere fleksible og mobile væbnede styrker. Hvis vores militær er stationært, hvis vores væbnede styrker ikke kan flyttes ud over medlemslandenes grænser, så vil forsvaret af vores område ikke være effektivt, sagde NATO-chefen.

    Nye forslag

    Tidligere fredag mødtes Anders Fogh Rasmussen kort med medarbejdere og unge akademikere fra universiteterne i Warszawa og Krakow. NATO-chefen fik ved den lejlighed overdraget et forslag som de to universiteter har udarbejdet, til NATO’s nye strategiske forsvar.

    Anders Fogh Rasmussens besøg i Polen slutter lørdag.