Ny spion farce i Polen om præsident Lech Walesa

    lech_walesa_spion_polen_hemmelig_agent_jens_mørch_polennu

    Lech Walesa sagde til polennu.dk sidste år, at når Lov og Retfærdighedspartiet (PIS) kom til magten, så ville Bolek-sagen og mange andre skøre sager dukke op til overfladen igen. Her ses Lech Walesa i en samtale med danske redaktører og en tolk på den tidligere præsidents kontor i European Solidarnosc Center, der åbnede i 2014. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Polske og internationale medier har i denne uge taget hul på et nyt kapitel i beskyldningerne mod spion Lech Walesa og hans samarbejde med det hemmelige politi under kommunismen i Polen.


    En død general og minister fra kommunisttiden, en frustreret og fattig enke, hemmeligholdte dokumenter, politi beslaglæggelser, konspirationer, et dæknavn, en gammel bog, gammelt had og international politik. Alt er til stede for at opnå de store overskrifter i det nye kapitel om Lech Walesa og hans samarbejde med det hemmelige politi i 1970’erne og 1980’erne.

    Nye beskyldninger

    Vi starter med et resume af den nye sag, hvor tidligere præsident, første formand for Solidarnosc og modtager af Nobels Fredspris, Lech Walesa, beskyldes for samarbejde med det hemmelige politi (SB) under kommunismen:

    Død minister

    I november dør Polens indenrigsminister og general under Krigsretstilstanden fra 1981, Czeslaw Kiszczak, 90 år gammel. Han var med i den kommunistiske inderkreds i Polen, da militæret greb magten. Han var general og indenrigsminister fra 1981 til 1990. I tre uger, før den første demokratisk valgte statsminister blev indsat i 1989, var han regeringschef. Det var i august.

    Hemmelige dokumenter

    Før sin død fortalte han sin kone, at når han var borte, så skulle hun overdrage hans dokumenter til IPN, instituttet for National Erindring, hvis hovedformål er at afsløre forbrydelser under den nazistiske (tyske) og kommunistiske (russiske) besættelse. IPN har den særlige juridiske kompetence, at de har egne anklager ansat, der kan beordrer politimæssige og andre retslige skridt iværksat overfor mistænkte uden yderligere retskendelser.

    Sælge?

    Efter Czeslaw Kiszczak’s død besøger hans kone, som manden havde bedt om, IPN for at aftale overdragelsen af hendes mands dokumenter. Da en skrankemedarbejder spørger hende om hun vil sælge dem, svarer hun naivt ja, da hun mangler penge efter mandens død. Det er efter polsk lov, ulovligt at opbevare og sælge dokumenter der har stor betydning for nationen, og det kan straffes med op til fem års fængsel. Af mange medier, fremgår det, at hun alene søgte at sælge dem. Det er ifølge polennu.dk’s kilder ikke korrekt. Henvendelsen var efter aftale med manden – den afdøde minister – men misforståelsen betød, at politiet kunne gå ind i sagen, og på den baggrund beslaglægge alle dokumenter.

    Bolek igen

    Tirsdag valgte polsk politi så at storme den afdøde ministers hus, og de har nu beslaglagt alle dokumenter i enkens hus, hvor også manden boede indtil sin død i november. Hvad dokumenterne præcist indeholder, ved kun politiet, som fortsat har det beslaglagte materiale. Det eneste der er sluppet ud, som kan bekræftes, er at de handler om Lech Walesa med kodenavnet Bolek. Men det er der ikke noget nyt i.

    LÆS OGSÅ
    polennu.dk: Polsk agent: Walesa var ikke spion for kommunisterne

    Underskrev dokumenter

    I 1970’erne, mens Lech Walesa arbejdede på Lenin Skibsværftet, underskrev han flere gange dokumenter, som så mange andre polakker, for at komme ud af fængsel eller fri af andet forhør eller anden tilbageholdelse. I den forbindelse er det en kendt sag, at Lech Walesa gentagne gange har skrevet under på at være loyal overfor det hemmelige politi SB, for at blive løsladt. Det har han – og mange andre – også for længst erkendt.

    Bevis på film

    Det fremgår også af Andrzej Wajda’s film: Walesa – håbets mand. Så det er ikke overraskende eller ukendt, at finde en Lech Walesa underskrift på en samarbejdserklæring med SB. Det var betingelsen for at komme ud af fængsel i 1970’ernes Polen.

    Af de ”nye oplysninger” der er kommet frem, afsløres det at Lech Walesa havde dæknavnet Bolek, og at han samarbejde med SB, fik penge af dem, og angav sine venner til dem.

    Beskyldningerne om samarbejde til fordel for SB er tidligere blevet afvist af Lech Walesa, og senest i denne uge. Den tidligere præsident er da også gentagne gange blev frikendt for anklager om samarbejde med SB.

    Erkender fejl

    Fredag sagde Lech Walesa:

    – Ja, jeg har begået fejl.

    – Og jeg har underskrevet dokumenter, og jeg har talt med SB mange gange, men jeg har aldrig samarbejdet med dem, og jeg har aldrig modtaget penge fra dem – og jeg har aldrig angivet nogle af mine kammerater, siger Lech Walesa og tilføjer.

    – Løgnen er ikke ny, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget, siger Lech Walesa.

    I datidens Polen var det hemmelige politi overalt. Det skønnes at der var 52 hemmelige SB-agenter i Solidarnosc ledelse i Gdansk, da bølgerne gik højt under august-strejkerne i 1980.

    Gammelt had

    Da Lech Walesa var præsident i 1990’erne fyrede han brødrene Lech og Jaroslaw Kaczynski, der ellers havde været en del af Solidarnosc-teamet siden 1980’erne. Lech Walesa mente, at de to tvillingebrødre var utroværdige. Det har selvsagt affødt en række spændinger.

    Kendt fra TV

    Brødrene Kaczynski var først og fremmest blevet berømte fordi de var barnestjerner i det kommunistiske Polen, hvor adgangen til tv var begrænset til de få med de rette forbindelser. Se video-klip herunder.

    SE VIDEO
    polennu.dk: Brødrene Kaczynskis debut i Polen

    Deler Polen

    Hadet til Walesa – og for den sags skyld til Kaczynski – er en kendt sag i Polen. Selv om mange danskere anser Lech Walesa som en folkehelt, så er der mange polakker der vender Lech Walesa ryggen. De mener han har gjort mere skade end gavn for Polen. Lech Walesa deler vandene i Polen, og det er med til at puste nyt liv i historien i de polske medier, og dermed også i de internationale medier.

    For eller imod

    I den konkrete sag, er det også tydeligt hvem der mener hvad. Spørger man tilhængere af Kaczynski og PiS, så var Lech Walesa en forræder, som har skadet Polen. Spørger man polakker fra andre partier, respektere man hans indsats, og tror at beskyldningerne er igangsat af Kaczynski/PiS-regeringen. Mange fremtrædende polakker har nu igangsat en Solidarnosc kampagne, til fordel for Lech Walesa og hans omdømme.

    Første gang

    Da Kaczynski brødrene kom til magten i 2005 (Lech som præsident og Jaroslaw som statsminister), fik brødrene det nationale IPN – og to forfatter – til at kaste smuds på Lech Walesa med en ny bog. Af bogen fremgår det, at: Lech Walesa samarbejdede med det hemmelige politi (SB), at han modtog penge fra dem og at han brændte de afslørende dokumenter om sig selv, under hans tid som præsident (1990-1995). En påstand Lech Walesa også har benægtet.

    Frikendt for anklager

    En domstol fastslog allerede i 2000, at det hemmelige politi havde forfalsket dokumenter om Lech Walesa, og det var kun i SB’s arkiver, at navnet Bolek kunne dokumenteres. Kendere af Solidarnosc vurdere at det formentlig er kopier af de samme dokumenter, der nu er fundet i Warszawa.

    Rusland bag

    Af flere internationale medier fremgår det om de aktuelle beskyldninger mod Lech Walesa, at mange fra Solidarnosc i Polen ville forhindre at Lech Walesa fik Nobels Fredspris. Det er ikke korrekt. Det var Polens hemmelige politi (SB), Moskva og KGB der forsøgte at stoppe den internationale fredshæder til Lech Walesa.

    Danmark og KGB

    I Danmark lykkedes det KGB via danske Lasse Budtz, at få partiformand Anker Jørgensen og gruppeformand Jytte Andersen til at afvise at støtte Lech Walesas kandidatur til prisen, som han til trods, fik i 1983. Det var Lech Walesa’s hustru der modtog prisen, da han ikke selv ville forlade Polen i frygt for at kommunisterne ikke ville lukke ham ind i landet igen.

    Rygter stoppede præsident drømme

    I 2005 stillede Donald Tusk op som præsident mod Lech Kaczynski. Tusk vandt første runde stort. Inden anden runde af afstemningen, blev Tusk dog udsat for falske beskyldninger fra Kaczynski-kampagnen om, at hans far samarbejdede med tyskerne under Anden Verdenskrig. Rygterne betød, at Donald Tusk overraskende tabte anden runde af valget – og Lech Kaczynski blev indsat som ny præsident.

    Kaczynski power

    Lech Kaczynski omkom i sit præsidentfly ved en flyulykke i Smolensk i 2010 og Jaroslaw Kaczynski er i dag formand for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Jarolslaw Kaczynski mener, at Putin og Donald Tusk stod bag tragedien. PiS har netop igangsat en ny undersøgelse, for at give andet end vejret og en dårlig kaptajn, skylden for den tragiske ulykke, der i alt kostede 96 højtstående polakker livet.

    Jaroslaw Kaczynskis PiS-parti fik 37 procent af stemmerne ved sidste valg, men grundet en særlig valglov og et stort stemmespild, så sidder PiS på flertallet af pladserne i parlamentet. I maj 2015 blev partiets kandidat, Andrzej Duda valgt til præsident, og PiS-partiet er alene om at have magten i Polen.

    Partiformanden

    Jaroslaw Kaczynski har ikke selv store officielle poster i Polen, men han er manden der sidder tungt på magten i partiet. Og han bruger den. Siden PiS-regeringen tog over, har den foretaget skridt som har fået EU, FN og andre organisationer til at kritisere Polen. PiS har lavet ændringer i forfatningsdomstolen, og EU beskylder nu direkte Polen for at overtræde Københavner-aftalen om demokrati og frihed i medlemslandene. Seneste har den polske stat også sat sig på flere medier, blandt andet det polske TVP.

    Seerønsker

    Polsk TVP1 besluttede onsdag at bringe en gammel dokumentar udsendelse om Lech Walesa’s samarbejde med det hemmelige politi. Filmen blev vist torsdag aften, trods det at den ikke var programsat. Et andet program udgik. Ledelsen i TVP har forklaret, at de tog beslutningen ”efter ønske” fra seerne.

    Afventer afsløring

    Hvis de mange beskyldninger mod Lech Walesa kunne dokumenteres med de ”nye” dokumenter, så var det sikkert allerede sket. Foreløbig er det formentlig kun politiet, der har adgang til dokumenterne. IPN afventer stadig at få materialet udleveret. Først når det er sket, kan IPN starter deres undersøgelser, og først da bliver det muligt at fastslå om dokumenterne indeholder nye oplysninger og om de er ægte.

    IPN leder ved intet

    Fredag ville lederen af IPN ikke vurderer eller gætte på, om der var noget nyt i dokumenterne. Han har heller ikke set dem. Men det vil vise sig, når alle dokumenterne er overdraget til IPN, og når instituttet derefter bliver færdige med deres egne undersøgelser og konklusioner.

    Imens kan vi andre i spænding vente på at få afklaret, om det hele bare er et nyt iscenesat show, eller om der reelt er tale om ægte dokumenter der rummer ny viden, der kan ændre historien. Man kan også bruge ventetiden til at stille sig selv spørgsmålet:

    Hvorfor?

    Hvorfor skulle en mand, der er blevet verdensberømt for at nedkæmpe kommunismen, og gjorde det – have arbejdet som spion for sine fjender, og angivet sine egne kammerater til sine fjender – hvordan kunne han så vinde?

    Lech Walesas indsats og hans sejr over kommunismen og russerne, må da stå lysende klart for enhver, der ikke har skjulte hensigter …

    Jens Mørch, chefredaktør
    Medforfatter til Balladen i Gdansk – bogen om Lech Walesa og Solidarnosc.