Polens præsident kommer til Danmark i dag

    minister_krzysztof_szczerski_praesident_polen_polennu

    Danmark er en stærk og troværdig partner, siger Polens præsidents minister, Krzysztof Szczerski, der er chef i præsidentpaladset. Arkivfoto.


    KØBENHAVN: I dag lander Polens præsident Andrzej Duda i Danmark. polennu.dk har spurgt præsidentens egen minister, Krzysztof Szczerski der er chef i præsidentpaladset, om mål og forventninger til besøget.


    I dag kommer Polens præsident Andrzej Duda til København på sit første officielle besøg i Danmark.

    polennu.dk har talt med lederen af præsidentens kontor, minister Krzysztof Szczerski om Polens forventninger til præsidentbesøget i Danmark.

    LÆS OGSÅ
    polennu.dk: Polens præsident skal mødes med Dronningen og Lars Løkke Rasmussen

    Prioriteterne

    Præsident Duda besøger Danmark de kommende dage. Hvad er prioriteterne for hans besøg i Danmark?

    – Præsident Duda anerkender og sætter pris på, at Danmark er en vigtig partner for Polen, både i NATO og i EU. Han ønsker med sit besøg at bringe landene endnu tætte sammen, især inden for energi og økonomisk stabilitet og tryghed. Selvfølgelig er der også en anden dimension ved besøget: Det finder sted præcis en måned før NATO-topmødet i Warszawa. Vi ønsker alle, at topmødet skal blive en succes og at vi sender et klart signal om alliancens enhed og solidaritet. Besøget er et vigtigt skridt hen imod det mål, siger minister Krzysztof Szczerski til polennu.dk.

    Hvad er programmet for besøget?

    – Der er et omfattende program, der blandt andet rummer en audiens hos hendes majestæt Dronning Margrethe og arbejdsmøder med statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen. Præsident Duda vil også besøge Københavns Universitet, hvor han vil holde tale om prioriteterne for NATO topmødet i Warszawa. Han vil også åbne et polsk-dansk erhvervsforum – og som altid på hans udlandsrejser vil han mødes med polakker, der bor i Danmark.

    Hvad er dit indtryk af Danmark før besøget?

    – Jeg har altid set Danmark som et ansvarligt land, der går aktivt ind i samarbejdet i EU, NATO og Østersø-regionen, samtidig med at Danmark holder fast i ideen om national suverænitet. Men set fra Polen er Danmark først og fremmest en vigtig partner inden for en lang række områder, og især inden for sikkerhed og regionalt samarbejde. Jeg vil gerne understege, at Polen forsøger at øge sin politiske og økonomiske tilstedeværelse i Østersø-regionen som en parallel til Polens central-europæiske samarbejde – og her er Danmark en nøglepartner.

    Vi ved, at vores to regeringer prioriterer de polsk-danske relationer. Hvad vil præsident Duda gøre for at skubbe på denne proces?

    – Jeg mener, at besøget i sig selv er et vigtigt skridt og en vigtig faktor i at styrke relationerne. Præsident Duda mener, at tæt kontakt og åbne diskussioner mellem lederne er afgørende i at opretholde tætte relationer. Og som nævnt, så er der mange ting at diskutere; det regionale samarbejde, sikkerhed og fremtiden for EU’s integration. Lad os bruge det positive momentum i vores relationer fuldt ud.

    Fordele for Danmark?

    Efter din mening, hvad er de største fordele for Danmark fra samarbejdet med Polen?

    – Politisk er Polen et af de største medlemslande i EU og en vigtig allieret i NATO, og det gør os til en stærk partner i udviklingen af en fælles politisk agenda mellem vores lande. Fra et erhvervsmæssigt synspunkt er Polen en stærk økonomi og har vist sig som en god partner for Danmark. Jeg tror på, at gensidige investeringsprojekter er et af de mest værdifulde samarbejdsområder mellem vores lande. Men erhvervslivet er selvfølgelig afhængigt af sikkerheden, især i Østersø-regionen. Jeg betragter vores samarbejde på dette område som lige så vigtigt.

    Fordele for Polen?

    Hvad er de største fordele, Polen får ud af at samarbejde med Danmark?

    – Danmark er en troværdig politisk og økonomisk partner for os. Vi ser frem til at styrke vores samarbejde endnu mere, men det kræver en fælles opmærksomhed på stabiliteten i regionen. Vi ser Danmark som en af vores hovedpartnere i disse bestræbelser. Lige nu har vi et enkelt område, der er strategisk vigtigt for os, og det er spørgsmålet om energisikkerhed og den polsk-danske gas-ledning.

    Hvad er præsidentens vigtigste prioriteter for udviklingen i EU?

    – EU står i øjeblikket over for nogle af de alvorligste problemer i unionens historie. Migrations-krisen, Brexit, Eurozonens problemer – de udgør hver for sig en udfordring, men nu hvor de kommer samtidig, udgør de en alvorlig trussel for EU’s fremtid. Præsident Duda mener, at de fleste af disse problemer ikke ville være opstået, hvis EU havde fungeret som et fællesskab af frie og lige stater, hvis for eksempel medlemsstaterne lyttede til hinanden med opmærksomhed og respekt. Migrationskrisen var et eksempel på, at denne handlemåde ikke blev brugt. Fra begyndelsen var der nogle lande, inklusiv Polen, der sagde, at vi skulle håndtere problemet ved dets rødder. Jeg er sikker på, at vi ville være i en anden situation i dag, hvis disse landes stemmer ikke var blevet ignoreret. Polen nyder godt af den europæiske enhed, så vi ønsker at fastholde EU samlet, men samtidig mere opmærksomt på holdningerne hos de europæiske borgere.

    Hvad med kritikken?

    I de seneste måneder har vi set, at jeres venner i EU og NATO er bekymrede over retsstatsprincipperne i Polen. Bliver du påvirket af disse bekymringer, og hvor vigtig ser du retsstatsprincipperne som fælles DNA i EU og NATO?

    – Polen har altid være stærkt knyttet til retsstatsprincipperne gennem sin historie. Selv dengang de fleste europæiske lande var monarkier, blev Polen ved med at være et land med frihed og tolerance, et monarki, der var begrænset af loven og grundlagt på principperne omkring checks and balances. Så vi ser retsstatsprincipperne som en stabil del af vores egen tradition, lige så vel som vi ser dem som hjørnesten i EU og NATO. Det vi er vidner til i Polen i øjeblikket er en politisk kamp, der blev startet under det tidligere flertal i parlamentet. Den polske grundlov slår klart fast, at Polen er et demokratisk land, der bygger på lovgivning, og i demokratier skifter flertallet. Det er normalt, så dem, der har tabt valget burde ikke underminere valgresultatet ved at påstå, at det er imod reglerne. De polske myndigheder er – og vil altid være – knyttet til retsstatsprincipperne.

    Et forenet Polen?

    Det er kendt for mange, at der er demonstrationer i Polen imod regeringen, og at det polske folk er splittet i deres holdninger til regeringen. Hvad vil præsident Duda som Polens nummer et gøre for at samle befolkningen?

    – Først og fremmest er partipolitisk splittelse i et samfund ikke nødvendigvis noget, vi skal imødegå. Jeg anser holdningsforskelle og deres offentlige udtryk som tegn på et levende samfund. Det faktum, at der er demonstrationer både for og imod regeringen, er bevis på det polske demokratis modstandsdygtighed. Problemet opstår, når en del af samfundet begynder at undergrave den anden. Vi begynder at se det i Polen, eftersom nogle af den ny regerings modstandere begynder at underminere dens legitimitet. Vi er nødt til at være sikre på, at vi fastholder et fællesskab, der er baseret på respekt for demokratiske mekanismer, og det er noget, som præsident Duda har talt for lige fra begyndelsen af sin embedsperiode. Præsident Duda har regelmæssigt appelleret til de politiske partier om at finde et kompromis i parlamentet på de grundlovsmæssige problemer, da han selv er en kompromissøgende og moderat person, siger minister Krzysztof Szczerski til polennu.dk.

    Præsident Andrzej Duda og hans delegation rejser videre fredag eftermiddag.
    .

    LÆS OGSÅ
    polennu.dk: Polens præsident skal mødes med Dronningen og Lars Løkke Rasmussen