Den danske statsminister Helle Thorning Schmidt til topmøde sammen med blandt andet Polens præsident Bronislaw Komorowski. Præsidenten har inviteret Helle Thorning til Gdansk den 8. maj. Arkivfoto.
WARSZAWA: Polens præsident Bronislaw Komorowski vil ikke til Moskva den 9. maj, for at deltage i de traditionelle fejringer af 70 året for Anden Verdenskrigs afslutning.
Joanna Trzaska-Wieczorek der arbejder for Polens præsident sagde fredag, at Bronislaw Komorowski ikke deltager i de traditionelle fejringer af afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa i Moskva den 9. maj.
Russisk helligdag
Dagen er en vigtig helligdag i Rusland, fordi den markerer sejren over Nazityskland.
Det er en tradition at stats og regeringsledere deltager i arrangementet på den Røde Plads, men ikke i år, hvor det er 70 år siden.
– Det er svært at forestille sig at præsidenten deltager i en militær parade sammen med en hær, der er en del af aggressioner i Ukraine, sagde Trzaska-Wiezcorek til Polsk Radio.
Ingen gæsteliste
Det er stadig uvist, om nogen verdens ledere vil være til stede i den russiske hovedstad for festlighederne.
– Hvis optrapningen i Ukraine fortsætter, så bør der ikke være nogen europæiske ledere i Moskva den 9. maj, siger Polens tidligere præsident, Aleksander Kwasniewski til tv-station TVP torsdag.
8. maj i Gdansk
Den polske præsident Bronislaw Komorowski har til gengæld inviteret stats og regeringsledere til Gdansk, for at markere 70 året for afslutningen af Anden Verdenskrig i Europa.
Den 10. maj er der præsidentvalg i Polen.
Ja tak til Polen
Ifølge polennu.dk’s oplysninger har europæiske statsledere allerede givet uformelt tilsagn om at deltage i Gdansk. Byen er valgt, fordi det var her – eller på Westerplatte udenfor byen – at Tyskland indledte sit angreb på Polen den 1. september 1939 – starten på Anden Verdenskrig, der formelt blev erklæret to dage senere.