Polens statsminister: Ukraine er den største krise siden den kolde krig

kopasz-om-ukraine-krise

Statsminister Ewa Kopasz talte om krisen i Ukraine i et interview med tv-stationen TVP. Foto: premier.gov.pl


WARSZAWA: Polens statsminister, Ewa Kopasz, kalder konflikten i Ukraine for den største sikkerhedskrise i Europa siden den kolde krig.


Konflikten i Ukraine har udløst en trussel mod sikkerheden i Europa på et hidtil uset niveau, sagde Polens statsminister Ewa Kopasz i et interview til tv-stationen TVP.

– Vi står i den største krise for sikkerheden i Europa siden afslutningen på den kolde krig. Det vil være uansvarligt ikke at anerkende det, sagde Ewa Kopasz.

NATO giver Polen sikkerhed

Hun advarede samtidigt imod at sende signaler, som kunne skabe utryghed i befolkningen.
– Derfor er vores position nødt til at være afbalanceret, sagde hun.

Ewa Kopasz tilføjede, at Polens medlemskab af NATO garanterer landets sikkerhed.

Både i NATO og EU har Polen været en af den nye, ukrainske regerings mest trofaste støtter.

Tusk mødte Obama

Konflikten i Ukraine og forholdet til Rusland stod også højt på dagsordenen, da Kopasz’ forgænger som polsk statsminister, Donald Tusk, mødtes med USA’s præsident, Barack Obama.

Tusk var tidligere på ugen i Washington i sin nuværende egenskab af formand for det europæiske råd.

På deres møde i Det Hvide Hus talte de to blandt andet om den skrøbelige våbenhvile i Ukraine. De var enige om, at sanktionerne mod Rusland skal opretholdes.

Vi skal stå sammen

– Når vi står sammen, vil vi være i stand til at stoppe Ruslands aggressive politik mod sine naboer, sagde Donald Tusk efter mødet.

Det tilsluttede præsident Obama sig.

– Vi er alle fast besluttede på at opretholde de grundlæggende principper for suverænitet og territorial integritet, som er blevet truet af den russiske aggression, sagde Barack Obama.