Polsk supermarked åbner i Thisted

    Ole_Iversen_polennu

    Lukasz Wojciak og Marta Matejczyk har opkaldt butikken efter deres datter Lena, også kaldet Lenka, og de glæder sig til at åbne om få uger. Foto: Ole Iversen


    THISTED: Et polsk supermarked udelukkende med polske varer åbner om et par uger på Nytorv i Thisted, skriver Thisted Dagblad.


    Initiativtagerne, et ungt, polsk par, tror i hvert fald stærkt på deres idé

    – Vi håber selvfølgelig, at de polakker, der bor i Thy, vil sætte pris på butikken, og så håber vi også, at andre vil være nysgerrige og kigge indenfor og prøve nogle af tingene, siger Marta Matejczyk til Thisted Dagblad.
    Det bliver hende, der kommer til at stå for den daglige drift.

    Fra Bristol til Thisted

    Sideløbende vil hun starte på sprogskole for hurtigst muligt at få lært dansk. Parret flyttede til Thisted fra Bristol i England for kun to uger siden, så i første omgang har det handlet om at få butikken på plads.
    Marta Matejczyk, 27 år, og hendes mand Lukasz Wojciak, 32 år, har boet seks år i England. Faktisk mødte de hinanden derovre. Ligesom flere hundrede tusinde andre unge fra Polen rejste de til England på jagt efter arbejde. Marta Matejczyk har haft job på et slagteri, mens Lukasz Wojciak blandt andet har kørt lift.

    Hvilke priser varerne i den polske butik i Thisted får, er ikke helt fastlagt endnu. Når det gælder blandt andet øl og chokolade kommer det lidt an på omkostningerne til punktafgifter. Det er forbundet med ganske meget administration at importere varer fra Polen, som derefter skal beskattes med moms og afgifter.

    Hjælp fra polsk købmand

    – Vi har talt med en, der har haft en polsk butik i København i ti år, omkring regler for import og moms, og han har hjulpet os, fortæller Marta Matejczyk til den lokale avis.

    Dertil kommer, at alle varerne skal forsynes med dansksprogede etiketter med liste over ingredienser.
    Parret køber varerne via et engrosfirma i Polen, og Martas far, der har et vognmandsfirma, sørger for leveringen.