Polske lærere skal undervise i de danske folkeskoler

    UC_Syd_vil_optage_unge_polakker_på_læreruddannelsen

    Polske unge er velkvalificerede, ikke mindst indenfor naturfagene. Arkivfoto: polennu.dk


    Polakker skal være med til at afhjælpe lærermanglen i Sønderjylland. University College Syd tager på uddannelsesmesse i Poznan for at finde polske kandidater til læreruddannelsen.


    Midt i marts drager en delegation fra University College (UC) Syd til uddannelsesmesse i den polske by Poznan.

    Formålet er at få kontakt til unge polakker, der har lyst til at læse til lærer i Danmark. Sideløbende med kampagnen i Polen, vil UC Syd også markedsføre læreruddannelsen i Tyskland.

    – Vores mål er at optage 30 udenlandske studerende om året de kommende tre år. Hvis det bliver en succes, håber vi at udvide programmet, siger international koordinator på UC Syd, Tove Heidemann til polennu.dk.

    Baggrunden for initiativet er en udbredt mangel på lærere i Syd- og Sønderjylland.

    Dygtige til naturfag

    En undersøgelse fra Region Syddanmark viser, at folkeskolerne i regionen i 2012 vil mangle omkring 100 tysklærere og 400 lærere i naturfag. Ikke mindst det sidste problem er polakkerne udset til at være med til at løse.

    – Vi ved fra vores internationale netværk, at polakker og andre østeuropæere er superdygtige til biologi, kemi, fysik og andre naturfag, siger Tove Heidemann.

    Hun understreger at skulle der dukke kandidater op fra Tjekkiet, Ungarn eller andre østeuropæiske lande, er de også velkomne, hvis de opfylder, de krav der stilles.

    – De skal have en grunduddannelse, der svarer til studentereksamen, HH eller lignende. Og så skal de være flydende på engelsk.

    Positive politikere

    Tove Heidemann oplyser, at de første udenlandske studerende efter planen skal begynde på læreruddannelsen efter sommerferien. Det første år får de engelsk på linjefag og intensiv danskundervisning. Fra uddannelsens andet år skal de følge den normale undervisning og gå på hold med danske medstuderende.

    Forsøget kræver en dispensation, men ifølge avisen JydskeVestkysten er undervisningsminister Bertel Haarder positiv overfor initiativet. Formanden for Folketingets uddannelsesudvalg, Charlotte Dyremose fra De Konservative, ser også med velvilje på forsøget.

    – Jeg kender ikke detaljerne, men jeg er åben for at tiltrække udlændinge. Man kan sagtens lære fysik af en polak, hvis han kan dansk og er fagligt kvalificeret, siger hun til JydskeVestkysten.