Præsidentens tale mod racisme kom ikke i stats-tv

    andrzej_duda_lars_moeller_polennu

    Præsident Andrzej Duda bød flygtninge velkommen og tog i en tale lørdag afstand fra den stigende racisme, men den statskontrollerede tv-station TVP gengav ikke den del af præsidentens tale. Foto: Lars Møller, polennu.dk.


    WARSZAWA: Den stats- og regeringskontrollerede tv-station TVP har udeladt vigtige passager om flygtninge og racisme i gengivelsen af en tale af præsident Andrzej Duda i lørdags.


    Polens præsident Andrzej Duda tog i en tale lørdag afstand fra racisme med henvisning til overfaldet på en 14-årig polsk pige af tyrkisk afstamning. Men på den store polske public service-tv-station TVP, blev præsidentens ord om racisme ikke gengivet.

    Tavs racisme

    Historien om den 14-årige der blev overfaldet, blev heller ikke dækket af tv-stationen. Til gengæld dækkede TVP en episode i Frankrig, hvor to franske betjente var blevet overfaldet af flygtninge.

    Duda sagde, at man ikke må gøre forskel på mennesker på grund af hudfarven.

    – Det er ligegyldigt, om man er hvid eller mørk, eller har mørk hud. Vi kristne skylder respekt og anerkendelse af ethvert menneske, og vi forventer det samme, sagde præsidenten ifølge TVN.

    – Alle er velkomne blandt os polakker og kristne, hvis de respekterer vores traditioner, vores tro, og hvis de ikke vil nedbryde den, sagde Duda.

    Polen for polakker

    – Tænk på, hvad der skete i onsdags – i Warszawa Ochota. Her blev en 14-årig pige af tyrkisk afstamning overfaldet af en mand der råbte: Polen for polakker. Pigen blev slået og måtte på hospitalet. Gerningsmanden var 40 år, sagde præsident Duda lørdag på Hellig Trekongers aften i Skoczow i Schlesien.

    LÆS OGSÅ
    polennu.dk: Teenagepige udsat for racistisk overfald

    Stolte polakker

    I TVP dækningen af den vigtige præsident-tale, blev det blot gengivet at Andrzej Duda udtrykte behovet for at demonstrere fælles værdier og at polakker har noget at være stolte af, oplyser TVN. Der blev intet nævnt om flygtninge og racisme, som fyldte en stor del af præsidentens tale. Generelt kniber det med omtale af racistiske overfald i Polen på public service-medierne, mens overfald begået af indvandrere og flygtning i Europa – især i Frankrig og Tyskland – dækkes intenst.

    Duda taler igen torsdag

    Andrzej Duda har varslet en vigtig udenrigspolitisk tale om Polen og resten af verden på torsdag. Det sker formentlig efter at Polens nye statsminister besøger Europa-Kommissionen tirsdag, og det ventes at en ny regering – formentligt med en ny udenrigsminister – bliver udpeget onsdag.

    Med bortcensureringen af dele af Andrzej Dudas tale lørdag, bliver det interessant at følge public service-mediernes dækning af præsidentens udenrigspolitiske tale på torsdag. Den udenrigspolitiske kompetence i Polen, ligger hos såvel præsidenten som udenrigsministeren, og der er ikke formuleret en konkret arbejdsfordeling mellem de to.