Peter Schmeichel er udnævnt som officiel global ambassadør for EM 2012 af Carlsberg, som er en af turneringens hovedsponsorer. Foto: Carlsberg
KØBENHAVN: Den tidligere danske landsholdsmålmand Peter Schmeichel tvivler på, at Polen kommer videre fra gruppespillet ved EM 2012 i fodbold.
Polen spiller 8. juni åbningskampen til EM 2012 i fodbold mod Grækenland.
Ingen af de to hold vil gå videre fra det indledende gruppespil, mener den tidligere danske landsholdsmålmand, Peter Schmeichel.
Et stykke fra de bedste
– Polen er stadig et godt stykke fra de bedste hold i Europa, men gruppen er også uforudsigelig og svær, siger han til thenews.pl.
På den seneste verdensrangliste fra det internationale fodboldforbund, FIFA, er Polen placeret som nummer 70.
Stærkt russisk hold
Rusland er et af gruppens øvrige hold.
Schmeichel kalder det russiske landshold for “det stærkeste i historien” og vurderer, at russerne kvalificerer sig til kvartfinalerne sammen med Tjekkiet.
Alt kan ske
Han understreger, at det er svært at forudsige forløbet af en fodboldturnering. Det viser det overraskende udfald af to tidligere europamesterskaber i fodbold.
– Alt kan ske. Det viser Grækenlands sejr i 2004 og selvfølgelig Danmarks mesterskab i 1992, siger Peter Schmeichel, hvis præstationer i målet havde en afgørende betydning for den danske sensation for 20 år siden.