Smolensk konspirationer fortsætter på syvende år

smolensk_17_apr_warszawa_2010

Den 17. april 2010 blev der afholdt et stort mindearrangement efter den tragiske ulykke, der kostede Polens præsident Lech Kaczynski og 95 andre højtstående polakker livet. Mandag var det syv års dagen for ulykken. Arkivfoto.


WARSZAWA: Mandag var det syv år siden at Polens præsident og 95 andre højtstående polakker omkom ved en tragisk flyulykke i tæt tåge i Smolensk.


I den polske hovedstad har der mandagen igennem været mindearrangementer for de polakker der omkom ved den tragiske flyulykke i Rusland. Og der er opsat flere mindetavler på syv års dagen for ulykken. Polens stærke mand Jaroslaw Kaczynski sagde mandag, at man næsten har beviser for at det var en eksplosion der bragte flyet til jorden. Polens nuværende præsident Andrzej Duda sagde i dag, at sandheden om ulykken må komme frem.

SE OGSÅ
polennu.dk: 140 artikler om Smolensk (2010 – 2017)

Ulykken

Den 10. april 2010 om morgenen fløj Polens præsident Lech Kaczynski sammen med 95 andre højtstående polakker på en pilgrimstur til Smolensk i Rusland. Anledning var 70 året for henrettelserne af den polske elite – i alt 22.500 personer. Lidt over 15.000 af dem var officerer i den polske hær. En nedslagtning som Rusland først i 1990 erkendte at stå bag og før den tid var det forbunden med livsfare at tale om den udryddede elite.

Stalins ordre

Ordren til udryddelsen af den polske elite blev givet af Josef Stalin den 5. marts 1940 og de første 4.000 henrettede polakker blev fundet i Katyn-skovene ved Smolensk. Det var disse myrderier som præsidenten ville markere. Han var ikke inviteret med til den officielle markering hvor daværende statsminister Donald Tusk og hans daværende russiske kollega Vladimir Putin.

Ignorerede advarsler

Flyets kaptajn og den polske præsident valgte at se stort på advarslerne om at lande i Smolensk lufthavn. Den var lukket til af tæt tåge, og da Smolensk flyvepladsen er en militær landingsplads, og ikke en rigtig lufthavn, var der intet sikkerhedsudstyr til at hjælpe flyet ned i den tætte tåge.

Nægtede anden lufthavn

Flyets kaptajn fik at vide, at de skulle lande et andet sted. Men det nægtede kaptajnen, formentlig under pres fra det fine selskab, og det blev fatalt da flyet styrede ind i en trætop, fordi kaptajnen havde slået højdealarmen fra. Ulykken indtraf 8:43.

Mayday, mayday

Tv-serien Mayday, der i perioder vises på DR tv, har lavet en meget teknisk informativ tv-serie om havariet den 10. april og årsagen – samt om flyets bevægelser inden det blev knust mod jorden. Der findes næppe nogle erfarne havarieksperter i verden, der vil tilslutte sig andre forklaringer end den som rapporterne og tv-udsendelsen fastslår med flere kilder som baggrund.

Ny undersøgelse

Selv om der er fuld klarhed over årsagen til den tragiske ulykke, så har den nye polske regering nedsat endnu en undersøgelseskommission. Polens stærke mand Jaroslaw Kaczynski ikke vil acceptere de officielle polske og russiske rapporter. Det til trods for at de alle er gennemført efter en international konvention, som de fleste civiliserede lande følger og resultaterne er tjekket af såvel polske som russiske efterforskere.
Den nye kommission er kommet med nye teorier, og kendte informationer om ulykken præsenteres nu af kommissionen som nye oplysninger. Kun meget få polakker tror på at det var et attentat der bragte flyet til jorden.

LÆS OGSÅ
Ekstra Bladet: Flystyrt vækker polsk konspirationsteori

Graver lig op

De omkomne polakker bliver gravet op igen til obduktion, selv om de pårørendes familier har bedt om gravfred. I november blev liget af Lech Kaczynski og hans hustru obduceret af danske retsmedicinere. Formålet var blandt andet at tjekke ligene for rester af sprængstoffer. Ifølge havarieksperter som polennu.dk har talt med, er det meget nemt at konstatere om der har været sprængstoffer involveret.

Walesa vil høre samtale

Polens tidligere præsident og Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa, mener at sandheden om flyulykken kommer frem, når båndet med den sidste telefonsamtale efter flyets afgang fra Warszawa mellem Lech og Jaroslaw Kaczynski bliver offentliggjort. Det er endnu ikke sket. Han mener blandt andet, at Jaroslaw Kaczynski der skulle have været med flyet, pressede sin bror og flyets kaptajn til at forsøge at lande, trods advarsler fra både polske og russiske flyveledere.

Uvildig dansker

En dansk ingeniør Glenn Jørgensen, der fremstilles som en uafhængig havari ekspert i et underudvalg til kommissionen er beskrevet i flere danske medier, men han er næppe helt så uafhængig som han fremstilles. Det skriver i al fald Newsweek Polska.

Uddrag fra artiklen:

Under en march organiseret af KOD (Komiteen til Forsvar for Demokrati) trænger en mand sig igennem på gaden fra den ene side til den anden. Han har et banner, stiller sig på fortovet og folder banneret ud vendt mod demonstranterne. – Min kone og jeg gjorde plads for ham, han var lige ved at træde os over tæerne, husker Maciej Lasek, der en måned tidligere var blevet fyret som chef for regeringens kommission, der skulle undersøge katastrofen i Smolensk. – På banneret stod nogle ikke så rare ting om Jaruzelski. Folk gjorde holdt for at forklare ham, at Jaruzelski allerede er død.
Manden med banneret var danskeren Glenn Jørgensen. Nogle uger efter KOD demonstrationen bliver han ekspert for Antoni Macierewicz (forsvarsministerens) kommission, der skal undersøge Smolensk-katastrofen. En ekspert for kommissionen er en vigtig funktion, der bliver betalt, men på et lavere niveau. – Forsvarsministeriet kunne i begyndelsen ikke give ham mere, fortæller en af ministeriets tidligere medarbejdere til os. – Formelt var der ikke nogen indsigelser, Jørgensen har i flere år samarbejdet med Macierewicz, men en udlænding i vores officielle, polske kommission? Efter min overbevisning var det derfor, at han i marts kun kunne få stillingen som ekspert.

I slutningen af maj 2015 gifter Glenn Jørgensen sig med Ewa Stankiewicz, der er kendt for sine eksotiske holdninger og formand for foreningen De Solidariske 2010 (Solidarni 2010) og dokumentarfilminstruktør. Den glædelige stund deler de på Youtube i en film, der er optaget på valgnatten. Der er det allerede officielt, at Andrzej Duda bliver præsident. – Jeg har et råd til den kommende præsident, siger danskeren pludselig alvorligt.

– Han må under ingen omstændigheder underlægge sig regeringens sikkerhedstjeneste, skriver Newsweek Polska om den danske ingeniør.

Smolensk førte dem sammen

I Polen er brylluppet ikke nogen overraskelse for nogen. Stankiewicz og Jørgensen har begge i flere år levet med Tupolev-katastrofen – onde tunger kalder Stankiewicz for ”miss Smolensk”. Instruktøren hævdede længe, at hun ikke ville forlade det telt, som De Solidariske 2010 havde stillet op på Warszawas hovedgade Krakowskie Przedmiescie. Senere, da hun alligevel forlod det, forlangte hun, at Donald Tusk skulle stilles for en rigsret for at overlade efterforskningen til russerne. Hun har også opdaget en lang række mistænkelige sammensværgelser med folk fra partiet Borgernes Platform samt mærkelige huller i Bronislaw Komorowskis livshistorie.
Ewa Stankiewicz har i flere år indspillet kortfilm sammen med Glenn Jørgensen. Hun har lanceret ham som en professionel inden for flykatastrofer, og de giver sammen forelæsninger om Smolensk. Jørgensen er ingeniør og forretningsmand fra Danmark, hvor han gør forretninger. Han er blevet berørt af den polske katastrofe og har på egen hånd gennemført beregninger, der har overbevist ham om, at flyet ikke ramte det berømte birketræ.
Parrets bryllup står i Sadowne. ”Blev de forenet af Smolensk?” spørger en af tabloidaviserne. ”Den polsk-danske duet, der hjalp med at vælte Komorowski (tidligere polsk præsident, red.)” skriver højreavisen med glæde. Og tilføjer: ”Ewa var en af de første, der ikke tøvede med at bringe Komorowksis kompetencer i tvivl. Det er vores præsident, sagde hun, han besidder en af de mest forvirrende livshistorier, som i kraft af hans embede burde være fuldstændig gennemsigtig, og desværre skaber de uforklarede mærkelige rygter bekymring”.

Polak i eksprestempo

En måned efter brylluppet får Jørgensen polsk statsborgerskab af præsident Andrzej Duda. (…) At få polsk statsborgerskab er ikke let. Man skal have boet permanent i landet i mindst tre år med opholdstilladelse, have regelmæssig indkomst i Polen og en lejlighed.
Jørgensen driver ikke forretning i Polen og han har ingen aktier. Alle hans forretninger er registreret i Danmark.
De første oplysninger om ham stammer fra 2013. Først i ”Gazeta Polska”, derefter fortæller Jørgensen i et interview i ”Nasz Dzeinnik” at han driver forretning i Danmark, og at han bor med fem børn på en bondegård på Sjælland, hvor hans ældste datter opdrætter køer, får og vildsvin.
De to internetdomæner forbundet med Smolensk (voicefreeeurope.com og poland-matters.com), der lancerer Jørgensen som ekspert, er også registreret i Danmark.
Hvor lang tid tager proceduren med at få statsborgerskab for Ewa Stankiewicz mand? Det har vi spurgt præsidentpaladset om. Vi har ikke fået svar.

I september (2016, red.) blev Jørgensen officielt fuldgyldigt medlem af Smolensk kommissionen under forsvarsministeriet. Forsvarsministeriets beskrivelse af ham er kort: ”Dansk pilot og civilingeniør. Tidligere forelæser (”akademisk underviser”) på Danmarks Tekniske Universitet. Har en kandidatgrad i fluiddynamik og strukturel analyse. Har taget specialiseret undervisning inden for fluiddynamik forbundet med flyvning og bygning af fly. Har arbejdet 15 år som konsulent, hvor han har gennemført forskellige simulationer og analyser, herunder strukturel FEM-analyser”. Der nævnes ikke et ord om undersøgelser af flyulykker. Jørgensen beskæftiger sig med tekniske undersøgelser. Ifølge oplysninger fra ”Nasz Dziennik” er et af de apparater, som er blevet afprøvet af danskerens firma, blevet brugt til at fjerne fregner.

SE OGSÅ
Youtube: Lech Kaczynskis sidste rejse fra Warszawa