Stavangerfjord og søsterskibet Bergenfjord bliver indrettet i en klassisk stil, som ligner Norske Amerika Linjens berømte skibe, der delte navne med de to nye færger. Foto: Fjord Line
GDANSK: Et af de største skibe i de senere år er blevet søsat fra det historiske skibsværft i Gdansk. Færgen skal sejle mellem Norge og Danmark.
Færgen Stavangerfjord, som blandt andet skal sejle mellem Stavanger i Norge og Hirtshals i Danmark, er blevet søsat fra skibsværftet i Gdansk, Stocznia Gdansk.
Den 170 meter lange færge får plads til 1.500 passagerer og 600 personbiler. Skibet er et af de største, som værftet i Gdansk har bygget i de seneste år.
Søsterskib på vej
Efter søsætningen bliver skibsskroget slæbt til Norge, hvor det bliver færdiggjort, oplyser rederiet Fjord Line, som har bestilt færgen.
Værftet i Gdansk er i gang med at bygge et søsterskib til Stavangerfjord. Det kommer til at hedde Bergenfjord og bliver afleveret til rederiet til september.
Færge til Danmark
Fra marts 2013 indsætter Fjord Line de to færger på rederiet ruter mellem Bergen – Risvika ved Stavanger – Hirtshals, og mellem Hirtshals og Langesund i det sydlige Norge.
Værftet ansætter flere
I dag ejer ukrainske forretningsfolk sammen med den polske stat (25 procent) værftet, som ud over skibe også bygger andre store stålkonstruktioner og tårne til vindmøller.
Nyhedsbureauet PAP oplyser, at værftet aktuelt beskæftiger 2.100 mand, men det forventer at ansætte yderligere 2-300 i løbet af i år.
Arnested for kamp mod kommunismen
Skibsværftet i Gdansk er kendt som stedet, hvor bevægelsen Solidaritet opstod i 1980. Bevægelsen stod i spidsen for modstanden mod det kommunistiske styre i Polen.