(18. april 1927)

Han er født i Plock og en af hovedarkitekterne bag demokratiet i Polen.
Medlem af den katolske bevægelse Pax fra 1955, Katolske Inteligens Klub fra 1956 og chefredaktør på månedsmagasinet Wiez. Op gennem 60’erne og 70’erne var han medlem af det polske parlament Sejmen for den katolske gruppe Znak (=tegn). Efter myndighedernes drab ved Lenin-skibsværftet i december 1970 krævede han, at de skyldige for drabene skulle udpeges og stilles til ansvar.

I 1976 måtte han ikke stille op til Sejmen og knyttede sig i stedet til oppositionen. Den 23. august 1980 blev han formand for det ekspertudvalg, der skulle støtte arbejderne i Gdansk med forhandlingerne overfor regeringen.

Fra 1981 var han chefredaktør for ugeavisen Solidarnosc. Under krigsretstilstanden var han fængslet, og blev løsladt som en af de sidste den 23. december 1982. I 1988 deltog han i forhandlingerne med regeringen om forberedelserne til Rundbordssamtalerne, som første til Polens første delvis frie valg.

Fra september 1989 var han den første ikke-komunistiske premierminister i Polen til 1990. Fra 1991 var han formand for den Demokratiske Union og bagefter Frihedsunionen (Unia Wolnosci). I 1992 blev han OSCEs repræsentant i Bosnien, men gik af i 95 i protest mod stormagternes ligegyldighed overfor de bosniske borgere. Han offentliggjorde rapporter om krænkelser af menneskerettighederne blandt alle konfliktens parter.

I 1997 præsenterede han Polens nye grundlov – eller forfatning – som blev vedtaget samme år.

I 2002 trådte han ud af Frihedsunionen i protest mod en ny koalition med gammel-kommunister og blev medlem af det nystiftede Demokratiske Parti i maj 2005.