Den tidligere polske præsident Aleksander Kwasniewski har været udsendt af EU til Ukraine. Nu kommer det frem, at han er på lønningslisten hos et ukrainsk gas selskab. Arkivfoto.
WARSZAWA: Polens tidligere præsident Aleksander Kwasniewski har bekræftet, at han arbejder for det ukrainske gas selskab Burisma Holdings.
Polens tidligere præsident Aleksander Kwasniewski har bekræftet, at han sidder i en rådgivende bestyrelse for det ukrainske gas selskab Burisma Holdings. Selskabet tilhører den ukrainske rigmand Mykola Zlotjevskij, der var energiminister under den nu afsatte præsident Janukovitj.
Kritik fra statsminister
Oplysningen har ført til kritik fra Polens statsminister Donald Tusk.
– Efter min mening er situationen meget klodset, sagde Tusk til dagbladet Gazeta Wyborcza.
– EU-parlamentet overdrog præsident Kwasniewski den mission at overvåge retssikkerheden i Janukovitj handlinger under processen mod Julia Tymosjenko. Vi ønsker sikkert alle, at man i Europa føler sig 100 procent sikre på præsident Kwasniewskis objektivitet, og at han ikke har nogen andre hensyn at tage, sagde Tusk.
Joe Bidens søn måske også ansat
Oplysningerne om Aleksander Kwasniewskis arbejde for Burisma Holdings blev først bragt i den amerikanske internet-avis Buzzfeed.com.
Ifølge avisens oplysninger er den amerikanske vicepræsident Joe Bidens søn også ansat i det ukrainske gas selskab sammen med Kwasniewski.
Ikke Janukovitj mand
Aleksander Kwasniewski har bekræftet, at han sidder i en rådgivende bestyrelse for Zlotjevskis selskab, men han afviser, at Mykola Zlotjevski var en af Janukovitjs mænd, og han afviser også, at hans arbejde for selskabet har bragt ham i nogen interessekonflikter med de opgaver han har haft i andre sammenhænge.