Flere tusinde mennesker deltog lørdag i den årlige parade for bøsser og lesbiske, men der er stor uenighed om deltagerantallet. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.
WARSZAWA: Den 17. parade for bøsser, lesbiske, trans-seksuelle og andre minoriteter blev gennemført lørdag med dansk deltagelse.
Årets parade for bøsser og lesbiske blev i går gennemført under stor politibeskyttelse i Warszawa. Det er 17. gang at paraden gennemføres, og i år var der mange nye deltagere i paraden som er arrangeret af LGBT.
Partier og organisationer
Blandt deltagerne var de polske partier Razem og De Grønne ligesom organisationen Amnesty og den globale virksomhed Google var blandt deltagerne, der prydede hovedstadens gader med regnbuefarvede flag og EU flag.
Dansk deltagelse
Danmark deltog også i paraden med den danske ambassadør Ole Egberg Mikkelsen i spidsen. Han tog cyklen fra sit hjem ind til paraden i byen, hvor ambassadeansatte og mange andre danskere også deltog i optoget.
Deltagerantal
I lighed med mange andre optog og demonstrationer de seneste år, så er der også ved dette optog stor uenighed om hvor mange deltager der har været. Politiet oplyser at 13.000 deltog i optoget, mens arrangørerne selv oplyser at cirka 50.000 mennesker deltog. Et er dog sikkert, paraden var synlig i det meste af det indre Warszawa og politiet var talstærkt mødt frem for at passe på deltagerne.
Moddemonstration
Der var også nogle få ikke varslede moddemonstrationer, men det lykkedes hurtigt politiet at holde dem adskilt fra den godt beskyttede parade.
Polen er et af de lande i Europa, hvor vilkårene for bøsser, lesbiske og andre minoriteter er dårligst. Kun overgået af Litauen og Letland.