WARSZAWA: Den forfatningsstridige forfatningsdomstol i Polen har fundet den polske ombudsmands virke i strid med forfatningen.
Det politiske system i Polen er under voldsomt pres. Onsdag udvandrede senats-medlemmer fra regeringspartiet PiS. Det skete da den polske ombudsmand Adam Bodnar skulle tale i det polske parlaments overhus.
Ombudsmand i fem år plus
Adam Bodnars embedsperiode er godt nok udløbet, men det er ikke lykkedes at kunne udpege en ny ombudsmand. Det kræver enighed om en kandidat i parlamentets over- og underhus. Regeringen har flertal i underhuset, mens oppositionen har i overhuset. Ifølge den polske forfatning skal ombudsmanden fortsætte i sit virke indtil en ny formelt er udpeget. En ombudsmand udpeges for fem år, og Bodnars periode udløb i september 2020.
Men den regel i forfatningen har den forfatningsstridige forfatningsdomstol nu underkendt. Men den polske ombudsmand har ikke tænkt sig at træde tilbage af den grund. Han opfattes som en af de sidste bastioner i forsvaret af retsstaten i Polen. Mange sympatisører var mødt op foran senatet for at støtte den ”fyrede” ombudsmand. Det er samme “forfatningsdomstol” der har ophævet undtagelserne i den polske abortlov i oktober sidste år.
LÆS OGSÅ: polennu.dk om domstole og retsstat
– Jeg er taknemmelig for alle de borgere der viser deres solidaritet og støtte. Det her handler om at forsvare de borgerlige rettigheder, det handler ikke om mig. Det handler om ombudsmandinstitutionen og den vigtige mekanisme der kan forsvare vores borgerlige rettigheder, sagde Adam Bodnar.
Det polske parlaments overhus, gav deres støtte til ombudsmanden og takkede ham for sin indsats. Men da det skete, var PiS-medlemmerne allerede udvandret i protest over ombudsmanden, som de ikke længere anerkender.
Den politiske og forfatningsmæssige uro i Polen fortsætter.