Ulve er flyttet ind i nationalpark ved Warszawa

    Ulve_er_flyttet_ind_i_nationalpark_tæt_ved_Warszawa_i_Polen

    Kampinoski Nationalpark uden for Warszawa offentliggjorde tirsdag dette billede af en ulv taget af en af parkens fotofælder. Foto: Kampinoski Nationalpark


    WARSZAWA: Ulve er for første gang i 50 år flyttet ind i Kampinoski Nationalpark uden for Warszawa.


    Kampinoski Nationalpark har offentliggjort et billede af en ulv taget af en af parkens foto-fælder. Samtidig viser efterladenskaber i parken, at ulve er flyttet ind og nu bor fast i parken for første gang siden 1964. Det fortæller nationalparken på sin hjemmeside.

    Ulvebestanden stiger i Polen

    Den sidste ulv blev slået ihjel i Kampinoski skoven i 1964 som led i en storstilet jagt på ulve i hele landet, men de seneste årtier er bestanden af ulve igen vokset i hele Polen.

    De første ulve blev set i Kampinoski parken for to år siden, men dengang vurderede parkens medarbejdere, at det drejede sig om strejfende ulve.

    Udfylder fødekæden

    – Ulvenes indtog i nationalparken beviser, at parkens natur har det virkelig godt, og rovdyrene udfylder det manglende led i fødekæden og vil føre til en naturlig udvælgelse af hjorte og vildsvin i parken, fortæller nationalparken på sin hjemmeside.

    Ikke farlig for turister

    Ifølge medarbejderne i parken skal turister ikke være bange for at gå rundt i parken, da ulve er meget sky dyr, der holder sig på afstand af mennesker og ikke udgør nogen fare for parkens besøgende.