USA vil ikke hjælpe Polen med Smolensk

smolensk_crash

USA melder også hus forbi overfor Polens ønske om at finde nye forklaringer på Smolensk ulykken, der fandt sted i tæt tåge og kostede 96 polakker livet. Arkivfoto.


WARSZAWA: USA mener at årsagen til Smolensk ulykken er fuld belyst, og kan ikke se hvordan de kan hjælpe Polen yderligere.


Trods stor diplomatisk indsats og den polske regerings talrige forsøg på at sætte liv i nye forklaringer om årsagen til Smolensk ulykken, så melder USA nu hus forbi. Det har USA meddelt gennem den amerikanske ambassadør i Polen Paul W. Jones.

Smolensk igen igen

– Udenrigsminister Waszczykowski har rejst det spørgsmål igen, og det har været på dagsordenen ved mange forskellige møder i den tid jeg har været her gennem det seneste halvandet år, siger USA ambassadøren.

Paul W. Jones siger også, at USA har givet alle oplysninger om ulykken til både den tidligere koalitionsregering og til den nuværende Lov og Retfærdighedsregering, der kom til magten i slutningen af 2015.

USA har gjort alt

– USA har gjort alt hvad vi kunne for at yde bistand og give informationer. Vi har bidraget til den oprindelige undersøgelse, og vi har sikret, at de samme oplysninger også er tilgået de polske myndigheder efter regeringsskiftet, så jeg kan ikke se vi kan gøre mere. Vi har givet alt hvad vi kunne give, siger ambassadøren.

Den polske udenrigsminister har netop været i Washington, hvor han har forsøgt at få støtte fra amerikanske embedsmænd til Smolensk sagen. Men med den endelig udmelding fra den amerikanske ambassadør i Polen, har USA nu meldt sig helt ud af Smolensk sagen.

Medier uden research

Den nye polske regering med Jaroslaw Kaczynski som den stærke mand, forsøger at finde andre årsager til Smolensk ulykken end alle de officielle forklaringer. Sagen fik ny næring på syv årsdagen for ulykken den 10. april, da flere internationale medier – og danske Politiken – løb den polske regerings ærinde og satte spørgsmålstegn ved de oprindelige rapporter om årsagen til ulykken.

Ingen af medierne havde dog søgt kontakt med folk der arbejder i en havarikommission før de nye udokumenterede påstande blev sendt verden rundt. F.eks. er teorien om sprængstoffer om bord for længst blevet tilbagevist af de internationale eksperter. Det er da heller ikke lykkedes den polske regering at finde seriøse eksperter, der vil bakke andre teorier end de officielle rapporter op.

For få dage siden trådte lederen af den nye Smolensk kommission tilbage af private årsager.