Utilfredshed med aflysning af Norwegian-fly fra Krakow

    Norwegian_Lavprisselskabet_Polen_polennu

    Lavprisselskabet Norwegian aflyste et fly fra Krakow til København lørdag nat. Fornylig aflyste selskabet en ny planlagt rute mellem Szczecin og København. Foto: Norwegian.


    KRAKOW: Lavprisselskabet Norwegian aflyste lørdag nat et fly fra Krakow til København. Flere passagerer kommer først til Danmark i dag.


    Det norske flyselskab Norwegian har fået samlet nogle sure kunder til sig.

    Lørdag nat modtog de kunder der skulle flyve fra Krakow til København søndag kl. 10.45, en SMS fra selskabet, der aflyste afgangen, skriver Ekstra Bladet.

    Aflyst 02:10

    – Klokken 02.10 i nat fik vi blot en sms om, at flyet var aflyst og ingen besked om, hvornår vi så kunne komme hjem. Der var henvisning til et telefonnummer, der først åbnede for betjening klokken 08.30 søndag morgen, og til Norwegians hjemmeside, men vi havde ikke mulighed for at gå ind på deres hjemmeside midt om natten fra vores hotelværelse i Krakow, siger Annelise Pedersen, der var på en forlænget weekend i Krakow med sin mand, til Ekstra Bladet.

    Beklager

    I Norwegian beklager en menig ansat i kundeservice, at kunderne er blevet ladt i stikken.

    – Jeg ved ikke hvorfor, kunderne ikke er blevet informeret om en alternativ hjemrejse allerede i nat, men jeg beklager. Vi arbejder ikke om natten, og derfor kan man først ringe nu, hvor jeg og mine kolleger sidder klar til at hjælpe folk, siger medarbejderen i Norwegians kundeservice til Ekstra Bladet.

    20 er strandet

    20 af danskerne må blive i Krakow endnu et døgn og bliver først fløjet hjem i morgen og ankommer til København klokken 18.20 efter en mellemlanding i Oslo.

    De øvrige rejsende blev fløjet hjem i løbet af søndagen.

    Aflyste flyrute

    Selskabet aflyste fornylig en ny planlagt rute mellem Szczecin og København.