Warszawa efter Anden Verdenskrig på Google

    Billedet af den polske hovedstad efter krigen: Gade efter gade af grå ruindynger. Foto: Google Earth


    WARSZAWA: Google har lagt historiske billeder ud på internet-tjenesten Earth, hvor man nu kan se ødelæggelserne i den polske hovedstad i 1945.


    Anden Verdenskrig lagde store dele af den polske hovedstad, Warszawa i ruiner. Hvordan byen så ud efter ødelæggelserne, kan man nu få et indtryk af på Google Earth.

    35 ødelagte byer

    Google Earth viser verden som satellitbilleder, men en ny funktion er blevet føjet til tjenesten. Den hedder ‘historiske billeder’. Ved hjælp af gamle luftfotos viser Google, hvordan der før i tiden så ud på udvalgte steder i verden.

    Der er billeder fra 35 europæiske byer, fotograferet fra luften efter Anden Verdenskrig.

    De værste ødelæggelser

    Foruden en række tyske byer, er der fotos af byer i Frankrig, Italien og Polen.

    Zoomer man ind på den polske hovedstad Warszawa, kan man se billeder fra 1945, som kan sammenlignes med, hvordan byen så ud 10 år tidligere.

    Forskellen er slående, og Google fremhæver da også billederne fra Warszawa, som det mest tydelige eksempel på krigens ødelæggelser.

    Streetview på vej mod øst

    Mens Google har gjort det muligt at se det historiske Warszawa, har en anden af firmaets nye tjenester endnu ikke nået Polen.

    Det drejer sig om Street View på tjenesten Google Maps, som giver brugeren mulighed for at komme helt ned i gadeplad og se facader af husene.

    Googles fotovogne har allerede kørt rundt i store dele af USA og flere vesteuropæiske lande, herunder Danmark.

    Fotograferingen af landene i Østeuropa er først ved at gå i gang. Blandt andet kører Google lige nu i Tjekkiet.