Warszawa mindes opstanden i den jødiske ghetto

    statsminister_ved_mindested_for_warszawa_jødisk_ghetto_polen_polennu

    Polens statsminister Ewa Kopacz lagde en krans ved momumentet for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa i 1943. Foto: Statsministeriet.


    WARSZAWA: Søndag var det årsdagen for den væbnede opstand mod Nazityskland under Anden Verdenskrig i den jødisk ghetto i Polen.


    Den 19. april 1943 begyndte den væbnede opstand i den jødiske ghetto i Warszawa mod tyskerne. Det blev markeret søndag af frihedskæmpere fra dengang, det jødiske samfund med overrabbiner Michael Schudrich i spidsen, familier og andre interesserede. Dagen blev afsluttet med en jødisk koncert.

    Polen mindes

    Polens statsminister Ewa Kopacz deltog også i mindehøjtideligheden, og lagde en krans ved monumentet for de faldne i den jødiske ghetto. Temaet for året højtideligheden var: Vi har en fælles hukommelse.

    Kortvarig opstand

    Nazisterne samlede jøderne i en ghetto i den centrale del af Warszawa, og i april 1943 begyndte opstanden i ghettoen, en opstand der fortsatte frem til den 16. maj 1943, hvor efter jøderne enten var blevet dræbt eller sendt til udryddelseslejre. Flere hundrede partisaner tog aktiv del i den jødiske opstand i Warszawa-ghettoen, og det anslås at 13.000 jøder mistede livet ved udrensningen.

    To opstande

    Opstanden i den jødiske ghetto forveksles ofte – og med god grund – med Warszawa opstanden der var hele byens opstand – en opstand der begyndte i august 1944, da den Røde Hær havde nået Warszawa på den østlige side af floden Wisla. Denne polske opstand anslås at have kostet 200.000 mennesker livet – de fleste kvinder og børn.

    Rapport fra SS

    polennu.dk har fundet en rapport fra den tyske SS-ansvarlige i Warszawa, Jurgen Stroops, om oprøret i den jødiske ghetto, set med de tyske nazistiske øjne.

    Uddrag af SS-Brigadeführer Jürgen Stroops rapport om imødegåelsen af det jødiske oprør i ghettoen i Warszawa, 1943:

    “Den modstand, som mødte os fra jøderne og banditterne, kunne kun brydes ved uophørligt at benytte alle vore styrker og al vores energi, dag og nat. Den 23. april 1943 gav Reichsführer-SS [Heinrich Himmler] gennem den Højere SS- og Politifører Øst i Krakow sin ordre til at rense ghettoen i Warszawa med den største hårdhed og uophørlig målbevidsthed.

    Jeg besluttede derfor at ødelægge hele det jødiske beboelseskvarter ved at sætte ild til hver boligblok, herunder blokken af beboelseshuse nær ammunitionsfabrikkerne. Fabrik efter fabrik blev systematisk evakueret og herefter ødelagt af ild. I næsten alle tilfælde dukkede jøderne herefter frem fra deres skjulesteder og beskyttelsesrum. Ofte forblev jøderne i de brændende bygninger, indtil de valgte at springe ud fra de øverste etager på grund af varmen og angsten for at brænde ihjel. [Dette skete] efter at de havde kastet madrasser og andre polstrede objekter ned på gaden fra de brændende huse. Med brækkede lemmer forsøgte de alligevel at kravle over gaden ind i boligblokke, som endnu ikke brændte eller kun delvist brændte.

    Jøderne ændrede flere gange skjulested i løbet af natten ved at flytte til ruinerne af udbrændte bygninger; flygtede dertil, indtil de blev fundet af vore patruljer. Deres ophold i kloakkerne ophørte også med at være behageligt efter den første uge. Fra gaden kunne vi ofte høre højlydte stemmer komme fra kloakskakterne. Når mændene fra Waffen-SS, politiet eller Værnemagten modigt klatrede ned i skakterne for at bringe jøderne ud, faldt de ofte over jøder, som allerede var døde, eller de blev skudt på [af jøderne]. Det var altid nødvendigt at bruge røgbomber for at drive jøderne ud. Vi åbnede således en dag 183 kloakskakter, og på et aftalt tidspunkt sænkede vi røgbomber ned i dem med det resultat, at banditterne flygtede fra, hvad de troede var gas, til centrum af den tidligere ghetto, hvorfra vi herefter kunne hive dem ud af kloakskakterne. Et stort antal jøder, så mange at de ikke kunne tælles, blev tilintetgjort ved at sprænge kloakker og beskyttelsesrum i luften.

    Jo længere modstanden varede, jo hårdere blev mændene fra Waffen-SS, politiet og Værnemagten. De udførte deres pligt utrætteligt i trofast kammeratskab og stod sammen som eksemplariske soldater. Deres tjeneste varede ofte fra tidlig morgen til sen aften. Om natten forblev patruljer med klude bundet om fødderne [for at dæmpe lyden af deres støvler] lige i hælene på jøderne og gav dem intet pusterum. Ofte fangede og dræbte de jøder, som brugte nattetimerne til at supplere deres forråd fra forladte beskyttelsesrum og til at kontakte nabo-grupper eller udveksle nyheder med dem.”