50 milliarder zloty for nyt atomkraftværk


    WARSZAWA: Eksperter anslår at Polens første atomkraftværk kommer til at koste 50 milliarder zloty.


    Polens første atomkraftværk, der efter planen skal stå færdigt i 2020 i den nordlige del af Polen, kommer til at koste cirka 50 milliarder zloty.

    – Det er en foreløbig vurdering, siger Witold Drozdz, der er næstformand for PGE Energetyka Jadrowa, som er ansvarlig for Polens udvikling af atomkraft.

    Kun det halve

    Men vurderingen afvises af Andrzej Strupczewski fra PolAtom Nuclear Energy Institute i Warszawa. Han mener at byggeriet kan gennemføres for det halve, hvis etableringen forberedes korrekt.

    Polakker imod

    I går meddelte Tyskland, at man ville udfase al atomkraft i 2022, og ulykken i Japan har givet fornyet tvivl i det polske samfund.

    Før ulykken var polakkerne for atomkraft, ikke mindst fordi Polen vil fri af sin afhængighed af gas fra Rusland, men efter ulykken i Japan har polakkerne vendt ryggen til kernekraft.

    Holder fast

    Den polske regering og det polske parlament fastholder beslutningen om at opføre to atomkraftværker i Polen, men der er valg til parlamentet i oktober i år.