52 polakker druknet i sidste weekend i Polen

    Polen-Sopot-Strand-badning

    Sopot: Alkohol og kådhed har kostet mange menneskeliv langs de polske kyster, søer og floder. Foto: Natacha Tjørnholm, polennu.dk.


    WARSZAWA: Polen har med 52 druknede oplevet den mest tragiske weekend denne sommer. Siden april har 395 polakker mistet livet i de polske søer og floder. Alkohol og kådhed får skylden.


    Sol og sommer har fået polakkerne til at søge til de mange søer, vandløb og stande der findes i Polen. Det har i denne weekend kostet 52 polakker livet, som er druknet i forbindelse med fritidsaktiviteter.

    Flere druknede end trafikdræbte

    Søerne og floderne har dermed kostet flere menneskeliv, end trafikken på de polske veje. Politiet har registreret 395 druknede polakker siden sæsonen startede i april.

    I alt mistede 468 polakker livet i forbindelse med fritidsaktiviteter på vandet sidste år.

    Vand og alkohol

    Svømning og alkohol er en dårlig cocktail, ikke mindst de steder, som ikke bevogtes af livreddere.

    – Hovedårsagen til det høje antal ulykker er alkohol, siger Kamila Szala fra Warszawa politi.

    Macho-adfærd

    – En anden årsag til de mange ulykker er pralerierne, siger Szala og fortsætter:

    – På trods af vores mange opfordringer om at udvise forsigtighed, så opfører folk sig stadig hensynsløst i badeområderne.

    – Vi skal ikke overvurdere egne evner, og vi bør afstå fra at vise vores evne til at dykke i usikre områder, siger Szala fra Warszawa Politi.