De polske konger havde brug for penge til for eksempel krigsførelse. Det blev sædvanen, at adelsforsamlinger skulle godkende nye skatter. Det førte til oprettelsen af et polsk parlament – Sejmen - fra 1493.

Sejmen bestod af to dele, hvoraf det ene – Senatet – udpegedes af kongen, mens den anden del af parlamentet bestod af repræsentanter fra Sejmiki, de lokale forsamlinger.

I 1505 lovede kongen ikke at gennemføre love uden Sejmens godkendelse, og udviklingen betød, at adelen blev stærkere og stærkere på bekostning af kongemagten og bønderne.

I 1569 blev Sejmen fælles for Polen og Litauen. Fra den sidste halvdel af 1500-tallet blev valget af nye konger mere tilfældige. Sigismund III (1587-1632) var af den svenske Vasa-slægt, men blev afsat som konge i Sverige på grund af sin stærke katolske tro. Dette var medvirkende til langvarige stridigheder med svenskerne.

Polen var samtidig inddraget i en række andre stridigheder med naboer og indtog blandt andet Moskva i 1610.

LÆS  Warszawas kulturpalads fylder 65 år