Årets fodboldspiller i Polen rygtes til Brøndby

rets_spiller

Kamil Wilczek blev topscorer i Ekstraklasa med 15 mål, selvom hans klub kun sluttede som nummer 10 i ligaen. Foto: Piast Gliwice


WARSZAWA: Angriberen Kamil Wilczek er årets fodboldspiller i Polen. Ifølge et af de mange rygter om klubskifter er danske Brøndby interesseret i ham


Trænere, medspillere og journalister har udpeget årets spillere i Polens bedste fodboldrække, Ekstraklasa.

Kamil Wilczek fra klubben Piast Gliwice fik to titler: Årets spiller og Årets angriber.

Det danske dagblad BT skrev for nylig, at Brøndby IF har kig på 27-årige Kamil Wilczek, men det er indtil videre kun et rygte.

Flere titler til Bialystok

Bartlomiej Dragowski fra Jagiellonia Bialystok fik også to priser med hjem fra gallafesten, da han både blev hædret som Årets målmand og Årets fund.

Jagiellonia Bialystok hentede også titlerne som Årets forsvarsspiller (Michal Pazdan) og Årets træner (Michal Probierz).

Wisla Krakows Semir Stilic blev valgt som årets midtbanespiller, mens Szymon Pawlowski fra mesterklubben Lech Poznan modtog den særlige fanpris – Sæsonens største Plus.