Aarhus Lufthavn bekræfter ny forbindelse til Gdansk

    Ole_Paaske,_direktør_Aarhus_Lufthavn_Gdansk_Polen_polennu

    Der er god grund til at smile i Aarhus Lufthavn. Direktør Ole Paaske bekræfter nu, at Eurolot.com flyver fra Aarhus til Gdansk hele året, tre gange om ugen. Første gang den 14. maj. Foto: Jens Mørch, polennu.dk


    AARHUS: Nu er det ganske vist. Der åbner en ny Eurolot flyrute mellem Aarhus og Gdansk den 14. maj, og med tre ugentlige afgange.


    polennu.dk har tidligere skrevet, at en ny flyrute mellem Gdansk og Aarhus ville starte til april. Den gang kunne historien ikke bekræftes, men nu er det ganske vist, oplyser lufthavnens direktør, Ole Paaske, til polennu.dk.

    Måneders forhandlinger

    – Det er med oprigtig glæde, at vi nu har konstateret, efter flere måneders forhandlinger med det polske luftfartsselskab Eurolot, at selskabet starter en fast forbindelse mellem Aarhus og Gdansk, og at den første flyvning bliver den 14. maj, siger Ole Paaske.

    Tre ugentlige afgange

    – Flyvningerne vil finde sted mandag, onsdag og lørdag, så der bliver mulighed for en fuld arbejdsuge i Polen eller Østjylland, ligesom der er mulighed for et weekend ophold de pågældende steder, siger Ole Paaske.

    Stor glæde

    – Glæden er specielt udtalt fordi vi tager Eurolots valg af Aarhus Lufthavn som bevis på, at ser man som udenforstående luftfartsselskab – uden fordomme og historisk viden – på det jyske marked, så er Aarhus Lufthavn et oplagt valg, hvis man ønsker at dække Jylland fra kun én lufthavn.

    Glæde i Gdansk

    Også i Gdansk er der glæde over genetableringen af forbindelse mellem Aarhus og Gdansk. Her ser man frem til flere danske gæster. Chefen for turistorganisationen for region Pomorski med domicil i Gdansk, Wojciech Kreft, siger til polennu.dk:

    – Genåbningen af ruten mellem Aarhus og Gdansk er godt nyt, og Eurolot tilbyder billetterne til meget lave priser.

    – Igen kan jyderne flyve direkte på ruten Gdansk – Aarhus, og få muligheden for, ikke “kun” at se Gdansk, man alt hvad vores region kan byde på.

    – Vores tilbud indenfor turisme bliver mere og mere attraktive, og derfor vil vi snart starte med at kommunikere det budskab ud til århusianerne og jyderne generelt, siger direktør Kreft fra Gdansk.

    Tidligere Wizz Air

    I 2011 åbnede og lukkede det ungarske WizzAir en rute mellem de to byer. Trods god belægning, blev ruten lukket efter fem måneder.

    EM i fodbold

    Direktør i Aarhus Lufthavn, Ole Paaske ser også mange muligheder for danskere og polakker.

    – Vi glæder os til sammen med Eurolot igen at kunne tilbyde det jyske rejsepublikum mulighed for nemt, hurtigt og bekvemt at komme frem og tilbage mellem Aarhus og et attraktivt hjørne af Polen, der appellerer til såvel erhvervslivet som fritidsrejsende. Specielt er der ingen tvivl om at ruten vil være populær blandt det danske fodboldpublikum, under EM i fodbold, der i juni afholdes i bl.a. Gdansk!

    – Nyheden vil givetvis også skabe glæde hos de mange polske statsborgere, der enten har bosat sig permanent i Jylland, eller som af arbejdsmæssige årsager opholder sig midlertidigt i området.

    Østjysk turisme

    – Endelig repræsenterer ruten også en attraktiv åbning for det Østjyske turisterhverv, til et nyt og købedygtigt turisme marked – en mulighed vi ser frem til at gøre brug af i et tæt samarbejde med de Østjyske turisme institutioner og virksomheder, slutter direktør Ole Paaske.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Eurolots hjemmeside