Ny_lov_om_højesteret_i_Polen_undergraver_demokratiet_2
WARSZAWA: En enstemmig Højesteret har afgjort, at tre af fem dommere blev retmæssigt valgt i oktober, og at Præsident Duda har overtrådt Grundloven i Polen ved ikke at indsætte dommerne.

Polens Højesteret har torsdag behandlet sagen om valg af fem nye Højesteretsdommere, som har udviklet sig til en grundlovsmæssig krise i det politiske system i Polen. Afgørelsen blev truffet af fem enige dommere og blev offentliggjort klokken 14.

Lov fra i sommer delvist grundlovsstridig

Højesteret skulle afgøre, om en lov fra i sommer er i strid med Grundloven. Loven fremskyndede valget af to Højesteretsdommere, der skulle tiltræde i december i år.

Loven førte til, at parlamentet før det polske parlamentsvalg i oktober valgte fem nye dommere i stedet for kun de tre, som skulle tiltræde i november måned.

Højesteret afgjorde, at det var i strid med Grundloven at fremskynde valget af to dommere, men at valget af de tre dommere skete i overensstemmelse med Grundloven.

Præsident har overtrådt Grundloven

Højesteret afgjorde samtidig, at Polens præsident Andrzej Duda har overtrådt Grundloven ved at nægte at indsætte de tre dommere, som blev valgt af parlamentet i oktober, og som skulle have været indsat senest 6. november.

Næste afgørelse tirsdag

Højesteret skal på tirsdag tage stilling til, om den lov er grundlovsstridig, som er blevet vedtaget af det polske parlament efter parlamentsvalget, og som har givet mulighed for at annullere det tidligere valg af de fem Højesteretsdommere og vælge fem nye dommere.

Ansvar for Grundloven

Højesteret i Polen tager stilling til om love er i overensstemmelse med Grundloven, men fører ikke almindelige sager, der er anket fra landsretten. Den svarer derfor ikke helt til Højesteret, som vi kender det i Danmark, men er nærmere en forfatningsdomstol.