Ambassadør kaldt hjem til Warszawa

henryka_billund_poznan_jens_moerch_ambassadoer_polen

Polens ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys er i Warszawa i denne uge sammen med hendes kolleger fra hele verden. Foto: Lars Møller, polennu.dk.


WARSZAWA: Polens ambassadør i Danmark er i lighed med sine kolleger fra hele verden, kaldt til møder i denne uge i den polske hovedstad.


De polske ambassadører er i denne uge hjemkaldt til Warszawa til nye briefinger. Møderne blev indledt af udenrigsminister siden januar, Jacek Czaputowicz og de polske ambassadører får også lejlighed til at mødes med Polens præsident Andrzej Duda og den polske statsminister gennem det seneste halvår Mateusz Morawiecki.

Inden møderækken med ambassadørerne sagde udenrigsminister Czaputowicz til det polske statskontrollerede nyhedsbureau PAP:

– Vi skal have debat i fem dage, fordelt over 20 møder og paneldiskussioner med eksperter om løsninger på komplicerede forhold.

Det ventes også, at de polske ambassadører skal briefes i de polske holdninger, forud for NATO- topmødet senere på måneden. Det frie polske medie, Onet.pl, afslørede fornylig, at Polen har tilbudt USA to milliarder zloty, hvis de vil etablere en base i Polen.

Verserende sager

Selv om det ikke fremgår af det officielle program, er der ingen tvivl om at de polske ambassadører også får instrukser på, hvad de skal mene i forhold til de mindst otte sager, som EU har iværksat mod Polen. Ikke mindst den skrappeste af dem, artikel 7, som i sidste ende kan fratage Polen stemmeretten i EU.

Den polske udenrigsminister fremhævede også behovet for solidaritet i EU, som på kritikere af regering virker lidt pudsigt, eftersom den polske ledelse valgte at udeblive fra de uformelle drøftelser med EU-stats- og regeringslederne i spørgsmålet om flygtninge.