
KØBENHAVN: Det polske EU-formandskab har styrket Polen og sikkerheden i Europa. Mandag er sidste dag – så bliver det Danmarks tur.
I år 1625 oprettede Danmark og Polen de første diplomatiske forbindelser. 400 år senere deler Polen og Danmark EU-formandskabet mellem sig i et jubilæumsår. Mandag er det sidste dag, for det polske formandskab og torsdag markeres den danske overtagelse af EU i Aarhus.
Det er anden gang Polen har EU-formandskabet. Første gang var i 2011 – syv år efter at landet blev optaget i EU. Også dengang sad Danmark og Polen i samme ledelsesgruppe, der skulle forberede og gennemfører EU-formandskaberne, som det også er tilfældet i år – i 400 året for de dansk-polske forbindelser.
(Fortsættes under)
EU-formandskab: Status efter seks måneder
I det halve år har det polske EU-formandskab holdt tre rådsmøder i Polen, 43 rådsmøder i Bruxelles og Luxembourg og 22 ministermøder i Polen. I alt er det blevet til 320 officielle møder i 24 polske byer og med 45.000 deltagere gennem de seks måneder fra 1. januar.
Formandskabet har – hævet over enhver tvivl – gavnet Polens internationale position på flere områder. Dels har mange fordomsfulde politikere og journalister fået lejlighed til at besøge Polen, og konstatere ved selvsyn at landet mindst er på fuld højde med andre eftertragtede lande i Europa, selv om øst-betegnelsen stadig hænger ved hos alt for mange europæere. Men formandskabet har også gavnet Polen på mange andre områder – ja, faktisk har det gavnet hele Europa.
Fra begyndelsen var sikkerhed nøgleordet for det polske formandskab. Og ikke bare sikkerhed, men sikkerhed indenfor syv konkrete områder: Internt, ekstern, kommunikation, økonomi, energi, mad og sundhed.
Det lykkedes polakkerne at få EU til at forstå, at den europæiske sikkerhed begynder ved grænserne mod øst, og at der skal betales markant mere til forsvaret i alle medlemslande. Men først og fremmest er det lykkedes, at få EU til at tale med én stemme – det er også historisk.
Advarsler for tyske døve øre
Polen har ellers siden 2009 advaret om Putins hensigter, det er også af samme grund Polen ligger nummer et, når det gælder bidrag til forsvaret. EU som konstruktion har ikke kunnet løse de internationale udfordringer, ikke mindst på grund af Ungarns – eller rettere Wiktor Orbans – prostitutionsarbejde for Vladimir Putins skrantende Rusland. Orbans position er også en trussel i NATO, men det er en ganske anden sag.
(Fortsættes under)
Stærk dansk-polsk duo
Den polske regeringschef Donald Tusk har i et eksemplarisk stærkt samspil med blandt andet den danske statsminister Mette Frederiksen, formået at manøvrere rundt på det frie Europas vegne, og har fået Storbritannien tilbage i den europæiske familie, der også alliancemæssigt er udvidet med Canada.
Det radikale sporskifte fra Det Hvide Hus i Washington, har gjort EU formandskabet til alt andet end det, som embedsmændene havde planlagt i årevis. Men den sikkerhedspolitiske dagsorden har været der i Warszawa hele tiden – og har kun styrket modstandskraften mod angreb fra øst og vest. Europa har aldrig nogensinde stået stærkere sammen, end i dag hvor Polen overlader EU-formandskabet til Danmark. EU er dog svækket af Ungarns destruktive adfærd, og vil fortsat være det, medmindre der gennemføres markante ændringer. Der er nok af udfordringer efterladt til danskerne. Men, selv om Polen giver stafetten videre, sidder polakkerne fortsat med i ledelsen af EU-formandskaberne det næste år frem sammen med danskerne.
Vellykket halvt år
Det polske EU-formandskab – eller Polens internationale indsats i samspil med Danmark – må betegnes som yderst vellykket. Og det er på trods af krigen i Ukraine, en ny amerikansk præsident, et præsidentvalg og internt uro på den høje skala i regeringskoalitionen. Eller måske rettere, er det derfor, at sammenholdet er historisk og enestående.
(Fortsættes under)
Succesen for det nye, historiske, udvidede og stærke europæiske sammenhold, kan tilskrives den polske og danske statsminister. Donald Tusk og Mette Frederiksen har vist mod og vilje til helt nye veje og gjort det klart for Europa – trods markant modstand, hvilke alvorlige udfordringer vi står overfor – ikke mindst fra Rusland. En indsats – der i al fald i det polske tilfælde – har kostet stor opmærksomhed fra de hjemlige indenrigspolitiske forhold, som er stukket lidt i alle retninger, mens Tusk har skullet redde Europa mod udefrakommende trusler.
(Fortsættes under)
Stærkt Europa – svagt EU
Det polske EU-formandskab har vist, at det europæiske sammenhold er stærkere end nogensinde, men også at EU-konstruktionen er sårbar. Ikke mindst på grund af Ungarn, men også fordi det ikke lykkedes EU at give forbrugersikkerhed mod tvivlsomme varer udefra, og fordi EU har ladet EU-borgeres data frit tilgå lande udenfor Europa. Begge dele stik imod argumenter for det stærke samarbejde i EU, som eller er garanteret i aftalerne.
Trods EU-invitationen til Ukraine i EU, så er det kun taktik og politikertale at tale om optagelse af Ukraine i EU. EU-konstruktionen i dag umuliggør en ukrainske optagelse i de første mange årtier, og Ungarn vil da også forsøge at blokere optagelsen, som Putin ønsker det.
Det polske præsidentikon Lech Walesa sagde allerede ved Polens optagelse i EU i 2004, at værdierne skulle være en del af EU, og at fællesskabet skulle være værdibaseret, og ikke regelbaseret som i dag, hvor Ungarn ikke bare kan smide ud, og hvor Ukraine f.eks. ikke bare kan inviteres med fra nytår. Præsidentens argument var også, at når nye initiativer skal erstattes med nye lovtekster, ender man i et uoverskueligt bureaukrati. Det er da også hørt i nyere tids kritik af det nuværende EU. Og det er et område, som det polske EU-formandskab har arbejdet intenst med.
(Fortsættes under)
Tamt polsk EU-formandskab i Danmark
Trods den internationale succes, er det ikke i Danmark det polske EU-formandskab har gjort en forskel, altså ikke udover de mange events, som EU i Danmark i vanlig kompetent stil har stået bag. Men allerede i januar sagde den konstituerede kontorchef på Polens ambassade i Hellerup, at EU-formandskabet kun skulle være for topdiplomater og meget diskret. Med det kriterie har det polske EU-formandskab i Danmark haft succes, men det er ærgerligt for Polen at man ikke har udnyttet det polske formandskab til at udbrede kendskabet til Polen i Danmark. Det gjorde landet med stor succes under optagelsesforhandlingerne i 2002 og under det første polske EU-formandskab i 2011.
Polen har aktuelt ikke nogen ambassadør i Danmark.
LINK: Polens officielle status på EU-formandskab 2025
LINK: Danmarks EU-formandskab 2025 – prioriteter
LINK: Danmarks EU-formandskab 2025 – prioriteter