Angreb på tidligere præsidentkandidat foran TVP

    magdalena_ogorek_privat_polennu

    Journalist og tidligere kandidat for SLD ved seneste præsidentvalg, Magdalena Ogorek, blev lørdag aften angrebet af vrede demonstranter. Politiet så passivt til længe. Arkivfoto.


    WARSZAWA: En gruppe angreb lørdag journalist og tidligere præsident kandidat Magdalena Ogorek foran det statsejede TVP. Politiet så passivt til.


    Lørdag aften blev journalist Magdalena Ogorek, tidligere præsidentkandidat for Demokratisk Venstre Alliance (SLD), angrebet og tilbageholdt af cirka 20 demonstranter. Det skete foran hendes arbejdsplads, den statskontrollerede tv-station TVP. Hun var på vej hjem fra arbejde på stationen, og gruppen havde ventet på hende, og blokeret for at hun kunne køre væk. Politiet som overværede optrinnet greb ikke ind, først efter lang tid – og da situationen var blevet voldsomt optrappet, greb politiet nølende ind og begyndte langsomt at stoppe demonstranterne. Til sidst måtte politiet også fjerne demonstranterne fra vejbanen, da flere satte sig i vejen for den tidligere præsidentkandidat. Herefter kunne hun slippe afsted fra TVP med sin ramponerede bil.

    To grupper

    Demonstranternes optrin var planlagt. To grupper med navnene Sunde Polen og Normale Polen har givet sig til kende på de sociale medier. De råbte ord som løgner, skam og skændsel, mens de klistrede Ogoreks bil til med løbesedler med samme tekster.

    Minister indrømmer

    Angrebet på journalisten er blevet fordømt af Indenrigsministeriet, der også indrømmer at politiets indsats var mangelfuld. Ministeriet siger, at de nu afventer en redegørelse fra politiet om hvorfor der ikke blev reageret korrekt. Sammenstødet kunne have været fatalt med politiet som passive tilskuere.

    Igen et politisk angreb

    I januar blev borgmesteren i Gdansk myrdet, efter at have været et hadeobjekt på TVP. I sidste uge blev SLD-partikontorer evakueret efter bombetrusler, hvor partiet blev advaret om ikke at deltage i den samlede opposition, og nu er partiets tidligere præsidentkandidat også blevet overfaldet.

    Magdalena Ogorek kørte fra stedet i sin ramponerede bil uden fysiske men.