Grand Teatret i København er hovedbiograf for filmen Kold Krig (Cold War) der har premiere i dag. Den historiske biograf stinker ikke af popcorn eller brændte mandler, men af hygge og god stemning. Og med en dejlig cafe og et venligt og serviceminded personale, der kan alt det, som en cafe med sit eget særpræg skal kunne, for at skabe den helt rette filmstemning. Grand ligger i en sidegade til Strøget ved København Rådhusplads. Men hvis der er for langt, er der trøst at hente da filmen har premiere i biografer over hele landet i dag. Foto: Kim Foss.
KØBENHAVN: Hverken – eller. En film om emigration eller Polen i en nøddeskal. Filmanmeldelse af Pawel Pawlikowskis Kold Krig (Cold War).
Det er faktisk nødvendigt at se den internationalt prisbelønnede ”Kold Krig” mindst to gange og det af flere grunde. Som altid i Pawlikowskis film, er det det, man ikke ser og får fortalt, som er noget af det vigtigste. Til gengæld spiller musikken en vigtig informativ og symbolsk rolle henover tid og grænser. Der foregår således en handling, som er gennemgående sparsomt fortalt af instruktøren, men som er eminent spillet af de to hovedpersoner, den indadvendte og intellektuelle musiker og dirigent Wiktor (Tomasz Kot) og den temperamentsfulde bondepige Zula med den gyldne stemme (Joanna Kulig), ligesom vi er vidne til en smukt udarbejdet symbolik i mange lag og genrer, som er langt vanskeligere at opfange, men hvor man sagtens kan nyde filmen uden fuldt ud at afkode de mange musikalske og filmiske nuancer (mesterligt understreget af den Oscarnominerede (Ida) filmfotograf Łukasz Żal). I øvrige fremtrædende roller ses Pawlikowskis to andre yndlingsskuespillere, nemlig Agata Kulesza (”Ida”) og Borys Szyc, som da også hører til nogle af de allerbedste skuespillere i Polen.
Universelle størrelser
”Kold Krig” handler nemlig om størrelser, som vi europæere (endnu) kan identificere os med, nemlig Øst/Vest problematikken og emigration, men også universelle størrelser som følelse og fornuft, det mandlige og det kvindelige og den helt store kærlighed. Selve kærlighedshistorien mellem Wiktor og Zula er historien om den umulige kærlighed på tværs af uddannelses-, kultur- og kønsforskelle med et totalitært system og emigration som omdrejningspunkt og forhindring i forhold til de to hovedpersoners kærlighedsforhold, der er dømt til at mislykkes på forhånd, fordi de to hverken kan holde ud at leve sammen eller hver for sig.
Fransk inspiration og polsk bondesjæl
Det lyder næsten som en klichéfyldt overskrift for en række franske film fra 1960erne (f.eks. Jules og Jim), som ligesom ”Kold Krig” var sort-hvide, og som i lighed med Pawlikowskis film ofte foregik i en intellektuel og lettere dekadent parisisk cigaretboble. Pawlikowski er dog ikke en mand, der benytter sig af sentimentale og melodramatiske virkemidler, og vi får derfor overraskende kun lidt at vide om filmens hovedpersoner. Sideløbende med den helt store kærlighedsfortælling er vi derimod vidner til en lige så smuk symbolsk fortælling om Polen, landet, dér hvor øst og vest mødes, som igen og igen er nødt til at definere sin identitet i det evige polske spændingsfelt mellem store naboer i øst og vest, mellem land og by, askese og hedonisme, tro og ateisme, det autoritære og pluralisme, troskab og opportunisme/forræderi, etnocentrisme og kulturrelativisme. Og hvor millioner af polakker igennem generationer har været og er fortsat nødt til at leve med et livsvilkår i form af emigrationen, der ændrer emigranten og dennes syn på det, som er lagt bag ham på den ene side og de efterladtes syn på emigranten og hans nye omgivelser på den anden. Som en parentes kommenterer Pawlikowski også med et blink i øjet nogle (autoritære) polakkers syn på indvandrere, der har et ikke-slavisk (læs: semitisk) udseende.
Musik og billeder i hovedrollen
Disse holdninger, der bl.a. udspringer af polakkernes erfaringer med ud- og indvandring, skyldes Polens og ikke mindst landområdernes isolation, eksempelvis i kommunisttiden, hvilket demonstreres mere eller mindre nænsomt af de smukke sort-hvide billeder i det henholdsvis traditionelle Polen symboliseret ved den smukke folkesang ”Dwa Serduszka” (To Små Hjerter), som vi på symbolsk vis får serveret i adskillige versioner, og 50’er jazzens Paris. Filmens tredje hovedperson spilles således af musikken, der suverænt spiller dobbeltrollen som Wiktor og Zulas alter ego samt det autentiske og det, der i den andens øjne blot synes at være en billig efterligning. Endelig benyttes musikken til at demonstrere udviklingen både på det personlige og kulturpolitiske plan.
Både og eller hverken eller?
Dermed handler ”Kold Krig” i sidste ende mindre om en smuk men umulig kærlighedshistorie, men udgør i virkeligheden en hyldest til den stærke (og smukke) og i sin kærlighed urokkelige polske kvinde, som symboliserer den autentiske og uafhængige kunst, der blot skal tro på sin egen gennemslagskraft, og som jo også i århundreder har været den evige polske vej ud af tyranniets fængsel. Samtidig er filmen også en hyldest til den nysgerrige og moderne kunstner repræsenteret af Wiktor. Et er om det mandlige og det kvindelige nogensinde kan gå op i en højere enhed til trods for den kolde krig mellem de to køn, men ligesom Zula med sine østpolske mindreværdskomplekser og Wiktor med sin hang til at påberåbe sig en anden og påtaget identitet tilsyneladende hverken kan forenes i øst eller i vest under den Kolde Krig, er det helt store åbne spørgsmål i tyrannen Kaczynskis Polen, om hvor vidt de to polske halvdele og befolkningsgrupper i den østlige og vestlige del af landet med hver sin mentalitet, livssyn og ambivalente holdning til hinanden overhovedet kan genforenes nu om dage i en fredelig sameksistens med overskriften ”både og”, eller om landet er dømt til at begå endnu et kollektivt selvmord under parolen ”hverken eller”.
Hvis man blot har den mindste interesse for Polen, så er Kold Krig en film man bare skal se – og med fordel mere end en gang.
Kold Krig har landsdækkende Danmarks-premiere i dag, torsdag den 13. december 2018.
Damian Schwimmer-Nawarecki
