rafal_majka_tour_de_france_0
GDANSK: Den polske cykelrytter Rafal Majka, forlænger sin kontrakt med Bjarne Riis og Tinkoff-Saxo efter sin Tour de France succes.

I dag starter cykelløbet Tour de Polen, og det bliver med deltagelse af vinderen af den prikkede bjergtrøje ved Tour de France, Rafal Majka. Ud over at glæde sig over at køre på hjemmebane, så har Bjarne Riis netop forlænget aftalen med Majka i tre år, skriver feltet.dk.

Succesrig rytter

Tinkoff-Saxo har netop meddelt, at de forlænger kontrakten med Rafal Majka, der har haft en succesfuld sæson med en sjetteplads i Giro d’Italia og to etapesejre og sejr i bjergkonkurrencen i Tour de France. Sportsdirektør Bjarne Riis har svært ved at skjule sin begejstring over polakkens præstationer.

– Han havde stadig et år tilbage af sin kontrakt, men han fortjente at få en forlængelse efter sine præstationer i år og under Touren. Han har udviklet sig stabilt og hurtigt gennem de seneste sæsoner. Jeg ved, hvor hårdt Rafal har arbejdet i sæsonen, og han fortjener helt sikkert en plads på holdet,” udtaler Riis i en pressemeddelelse.

Majka vil vinde

Hovedpersonen selv forbereder sig i øjeblikket på hjemmebaneløbet Polen Rundt, hvor han går efter sejren

– Jeg er her ikke bare for at køre, men for at vinde, forklarer Majka til Cyclingnews. Polen Rundt bliver sæsonens næstsidste løb, inden USA Pro Cycling Challenge den 18.-24. august bliver afslutningen på en allerede lang og hård, men også særdeles succesfuld sæson, som kulminerede med, at han kom med på et afbud til Tour de France. Og den store succes i verdens største cykelløb har også betydet, at polakken ikke har haft særligt meget fri.

Medie virvar

– Det var ret svært at træne til Polen Rundt grundet de mange mediehenvendelser, men jeg har forsøgt at spare på min energi de seneste par dage. Jeg har kun kørt to gadeløb i Belgien og Holland, så tog jeg til Warsawa til Polen Rundts pressekonference, fortæller Majka, der altså er på kontrakt med Tinkoff-Saxo til og med 2017.

Polen Rundt starter i dag og slutter på lørdag.