Ryanair chef Michael O’ Leary foran Modlin lufthavnen udenfor Warszawa. Efter planen skal det første Ryanair fly til Modlin/Warszawa have afgang den 26. marts, men danske fagforeninger truer med blokade. Foto: Anna Air.
KØBENHAVN: Den danske fagbevægelse truer nu med blokade mod ny lavpris flyrute mellem København og Warszawa, hvis ikke Ryanair tegner overenskomst.
Det irske flyselskab Ryanair har meddelt, at den første flyvning på den nye rute mellem København og Warszawa (Modlin) – bliver FR2891 med afgang 20.50 den 26. marts med afgang fra København. Men hvis ikke selskabet tegner overenskomst med de danske fagforeninger inden, så vil afgangen blive ramt af blokade, oplyser de danske fagforeninger.
Irsk løn og lov
Irske Ryanair oplyser, at de vil give job til 1.700 medarbejdere i København, men at de vil drive deres virksomhed efter irsk lov og med irske lønninger. Det til trods for, at selskabet har etableret sig i Danmark. Danske fagforeninger er nu gået til Arbejdsretten med sagen.
Dansk model?
Og stemningen mellem parterne er langt fra god. Da Ryanair blev spurgt om selskabet ikke kender til det danske arbejdsmarked og den ”danske model”, lød svaret fra Ryanair chefen David O’Brien:
Ja, da – Helena Christensen.
Helena Christensen er en verdensberømt dansk fotomodel.
Søgsmål i Arbejdsretten
Fagbevægelsens hovedorganisation LO har tirsdag afleveret et klageskrift til Arbejdsretten med et såkaldt anerkendelsessøgsmål, skriver DR. Søgsmålet har til formål at få retten til at fastslå, at Ryanair i Danmark skal operere på danske betingelser.
Hurtig afklaring
– Med anerkendelsessøgsmålet er det LO’s ønske, at få afgjort sagen så hurtigt som muligt og helst inden den 26. marts 2015, hvor Ryanair starter en base i København, siger LO’s advokat Peter Nisbeth.
Vej for blokade
Hvis Arbejdsretten fastslår, at Ryanair skal spille efter danske regler, er vejen i princippet banet for, at LO-forbundene i Københavns Lufthavn fuldt lovligt kan lave sympatikonflikt og dertil hørende blokade mod Ryanair, når selskabet efter planen starter op 26. marts, skriver DR.
Ingen service i København
En blokade betyder, at medlemmer af LO-forbund som 3F, Dansk Metal og HK ikke må udføre arbejde for Ryanair, hvilket vil gøre det nærmest umuligt for selskabet eksempelvis at få håndteret bagage eller leveret brændstof.
Ekspert: LO har en god sag
At LO nu tyer til at indbringe sagen for Arbejdsretten, betegnes af arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet som “naturligt”. Ifølge ham har LO “en rigtig god sag”.
– Det ser rigtigt godt ud for LO. Det er danske traditioner, der er på spil her, og der ligger fagretlig praksis på det her område i forvejen, siger Henning Jørgensen til DR Nyheder.
Tabt sager i andre lande
Spørgsmålet om, hvilke regler Ryanair er underlagt på selskabets baser rundt omkring i Europa, er blevet behandlet af flere landes domstole. Ved lignende sager i både Frankrig, Norge og Belgien har Ryanair imidlertid tabt: Det er de enkelte landes regler, der gælder – og ikke de irske.
Det er Ryanairs plan at påbegynde flyvninger til Warszawa, London og Milano fra slutningen af marts måned.